Navigation



Bliv testhjælper

Tag en test, lær lidt mere om dig selv… …og giv en hjælpende hånd til vores test-kursister

Kunne du tænke dig at lære lidt mere om dig selv og samtidig hjælpe nogle af vores test-kursister? Så meld dig som testhjælper!

CfL Center for Ledelse har brug for frivillige testhjælpere, som vil gennemføre nogle test og deltage i tilbagemelding med nogle af vores kursister som led i vores autorisationkurser i brugen af testværktøjet.

Det indebærer et tidsforbrug på ca. 3 timer pr. gang på at udfylde testen – et spørgeskema – på nettet og deltagelse i den efterfølgende tilbagemelding hos CfL.

Tilbagemeldingen er kursistens eksamen. Men det er også din chance for at lære mere om dig selv i en dialog om de svar, du har valgt at give i testen.

Det kræver ikke nogen forudgående kundskaber at deltage – dog skal du aldersmæssigt være mellem 25-60 år.

Vi bruger testhjælpere i forbindelse med kurser i BTB – Bidrag til Bedømmelse – en dansk personlighedstest til rekruttering af ledere og specialister og Element B - et selvvurderingsværktøj, som omhandler adfærd over for andre og oplevelse af andres adfærd.

Testtilbagemeldingen vil foregå på en hverdag – i tidsrummet 13-15.30, i vores domicil på Folke Bernadottes Allé 45, København Ø.

Når du får tilbagemeldingen, vil der som regel være 2-4 andre personer tilstede, bl.a. en underviser fra CfL.

Henvendelse til testkurser@cfl.dk eller tlf. 70230022.