Coaching er ikke et fag eller en profession - snarere en flersidet proces

I det sidste stykke tid har Berlingske Tidende sat fokus på en af de metoder, der i høj grad er oppe i tiden i erhvervslivet – nemlig coaching.

Coachingindustrien har i de sidste 5–6 år været et af de hurtigst voksende områder, når vi taler rådgivning og udvikling af ledere og medarbejdere. Som det er set så mange gange før i andre sammenhænge, har den enorme fokus på coachingbegrebet fremelsket en stor gruppe udbydere. Dertil kommer, at begrebet bliver knyttet sammen med forskellige undergrupperinger så som life-coach, stress-coach, time-coach, som alle indikerer en form for specialisering.

Mange mennesker føler sig tiltrukket af denne nye ”profession” og investerer tid, energi og penge på at dygtiggøre sig. En naturlig følge af, at mange mennesker ønsker at arbejde i udviklings-, behandlings- og rådgivningsfagene. Og ikke mindst har et ønske om at beskæftige sig med et arbejde, der er meningsfyldt for dem selv og oven i købet kan gøre forskel for andre.

En forventelig udvikling og i sig selv en positiv udvikling, at der er udbydere til at imødekomme dette behov. Men samtidig ikke helt uproblematisk, fordi der således opstår en uklar grænse mellem terapeutiske processer og coachingteknikker, som kan medføre, at man i udøvelsen af coaching bevæger sig ind i en terapeutisk proces uden at besidde de nødvendige kvalifikationer.

Hvad er coaching så?
Coaching er en form for paraplybegreb, der dækker over en metodisk tilgang, der har som formål at facilitere læring eller en udviklingsproces hos cochee. Coachens opgave er at facilitere coachees refleksion og udforskning af sin egen ageren, hvilket som regel foregår inden for områder, hvor løsningerne og mulighederne ikke altid er tydelige og måske indebærer et dilemma for coachee. Vi bevæger os således i et felt, hvor holdningsmæssige og følelsesmæssige aspekter er en del af det, vi arbejder med.

Det overordnede begreb coaching dækker endvidere metodemæssigt over mange forskellige tilgange til coaching, der udspringer af forskellige teoretiske anskuelser, eksempelvis kognitiv coaching over for systemisk coaching, der grundlæggende anskuer coachingprocessen og lægger fokus forskelligt. Disse forskellige teoretiske anskuelser har deres rod inden for psykologien og afspejler forskellige psykologiske skolers tilgang.

Coaching er således ikke et entydigt begreb, og det er heller ikke et fag eller en profession – snarere en flersidet proces, som rent faktisk forudsætter stor grundlæggende psykologisk viden og overblik samt en betydelig erfaring i arbejdet inden for det rådgivende felt. Coaching kan derfor ikke læres på et weekend- eller Internetkursus, og professionelle coachinguddannelser skal række ud over træning af spørgeteknikker og samtalestruktur. Spørgsmålet er faktisk, om man kan uddanne sig til coach selv på et 60 eller 100 timers forløb, hvis man ikke har nogen andre forudsætninger med sig.

Grundlæggende bør personer, der arbejder professionelt med coaching, have en uddannelse, der har givet dem elementær psykologisk og teoretisk viden, som de derefter kan bygge ovenpå med træning i coaching. De fleste ville kvie sig ved at lægge sig under kniven hos en kirurg, der ikke var medicinsk uddannet og ikke besad en professionel kompetence. Hvorfor har vi ikke de samme betænkeligheder, når vi giver andre mennesker lov til at arbejde med vores adfærd og følelsesliv?