Er medarbejderen illoyal?

Loyalitetsforpligtelsen generelt

En medarbejder har en almindelig forpligtelse til at opføre sig loyalt over for sin arbejdsgiver. Det følger af ansættelsesforholdet, da enhver aftalepart er forpligtet til i rimeligt omfang at varetage den anden parts interesser.

Loyalitetsforpligtelsen gælder fra ansættelsesaftalens indgåelse og derfor også inden tiltrædelsen. Den nye arbejdsgiver må dog affinde sig med, at medarbejderen kan have forpligtelser over for den tidligere arbejdsgiver indtil fratrædelsen, uanset at dette indebærer konkurrerende virksomhed. Loyalitetsforpligtelsen består som altovervejende hovedregel kun, indtil medarbejderen fratræder sin stilling.

Medarbejderens overtrædelse af loyalitetsforpligtelsen udgør en misligholdelse af ansættelsesaftalen, som kan berettige til at opsige og i grovere tilfælde til at bortvise medarbejderen. Dette vil dog altid bero på en konkret vurdering.

Passende optræden

Medarbejderen skal optræde passende såvel udadtil i forhold til forretningsforbindelser og konkurrenter samt indadtil i forhold til arbejdsgiveren og kollegerne.

Passende optræden – udadtil

Arbejdsgiveren har krav på, at medarbejderen loyalt arbejder for virksomheden og i forhold til andre personer eller virksomheder undgår at bringe sig i loyalitetskonflikter.

Det kan være illoyalt, hvis en medarbejder bringer sig i et uacceptabelt afhængighedsforhold til forretningsforbindelser. Det kan fx være tilfældet, hvis en medarbejder låner penge af forretningsforbindelser, eller hvis medarbejderen skjult for arbejdsgiveren modtager særlige præmier for at afsætte den pågældende forretningsforbindelses produkter eller lignende.

Der kan endvidere være tale om illoyalitet, hvis medarbejderen over for forretningsforbindelser eller konkurrenter udtaler sig negativt om arbejdsgiveren eller arbejdsforholdene. Der må dog lægges vægt på omtalens karakter, og i hvilket forum medarbejderen har udtalt sig. Almindeligt og uspecificeret "brokkeri" over forholdene på arbejdspladsen afgivet under private former vil normalt ikke udgøre misligholdelse. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om meget grove forhold, eller medarbejderen er bekendt med, at der i sammenkomsten deltager personer, der er ansat hos arbejdsgiverens forretningsforbindelser eller konkurrenter.

Passende optræden – indadtil

Også indadtil på arbejdspladsen skal medarbejderen være loyal. I det direkte forhold mellem arbejdsgiver og medarbejder er begge forpligtet til at anvende en rimelig omgangstone i overensstemmelse med den gældende kultur på arbejdspladsen. En overordnet medarbejder må fx ikke deltage i underordnedes negative omtale af arbejdsgiveren. En loyalitetskonflikt kan også opstå i forbindelse med uoverensstemmelser mellem medarbejder og leder. Hvis fx en medarbejder omgår kommandovejen ved at rette henvendelse direkte til selskabets bestyrelse med kritik af direktøren, kan dette udgøre en væsentlig misligholdelse.

Konkurrencehandlinger

Ved vurderingen af om en bestemt konkurrencehandling kan tillades, må der skelnes mellem de tilfælde, hvor medarbejderen er i uopsagt stilling og de tilfælde, hvor ansættelsesforholdet er opsagt.

Konkurrencehandlinger – uopsagt stilling

Hvis en medarbejder i uopsagt stilling driver konkurrerende aktiviteter, er der som hovedregel tale om grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, hvilket kan berettige til bortvisning.

Konkurrencehandlinger – opsagt stilling

I opsigelsesperioden gælder loyalitetsforpligtelsen stadig. Men i almindelighed har medarbejderen ret til i opsigelsesperioden at forberede konkurrerende virksomhed, hvad enten denne er relateret til et ansættelsesforhold eller til en selvstændig virksomhed. Det betyder, at medarbejderen lovligt kan indgå ny ansættelsesaftale eller foretage dispositioner med henblik på etablering af selvstændig virksomhed, fx indgå lejemål, oprette telefon, indkøbe inventar m.v.

Derimod må medarbejderen ikke aktivt søge at påvirke virksomhedens kunder eller leverandører eller aktivt påvirke andre medarbejdere til at følge med over i den nye virksomhed.

Loyalitetsforpligtelsen gælder også, hvis medarbejderen fritstilles. Blandt andet af præventive hensyn tilrådes det, at arbejdsgiveren i fritstillingsskrivelsen udtrykkeligt gør opmærksom på, at loyalitetsforpligtelsen fortsat er gældende.

Yderligere information

For yderligere information kontakt venligst CfL, HR Jura på telefon 70 23 00 22  eller e-mail, hr-jura@cfl.dk.