God ledelse er som original kunst

Originale og dygtige ledere inspirerer kolleger og medarbejdere ligesom god kunst gør det, mener chefrådgiver Henrik Due Jensen fra CfL, som her inviterer dig med på museum.

Af Henrik Due Jensen, chefrådgiver, CfL

Du kender det måske selv fra dine besøg på kunstmuseer: Der kan synes langt mellem de helt store kunstværker, der betager dig og får dig til at glemme alt om tid og sted. Mange malerier er store, flotte og prangende, men formår ikke at gribe fat i dig, før du bevæger dig videre til næste billede. Du kan så modsat støde på malerier, som har et dyberegående budskab til dig, og som måske udfordrer dig på et mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt plan – malerier, som får en dybereliggende plads i dit indre.

Mestrer teknikker og materialer

Hvad er så lige det, jeg synes kendetegner den virkelig store kunst? Kunstneren skal grundlæggende kunne beherske sit håndværk. Han skal mestre sine teknikker, virkemidler og kunne håndtere sine materialer. Det kræver masser af erfaring baseret på praktisk og teoretisk uddannelse. Bag et godt maleri ligger som regel hårdt arbejde og mange forstudier, hvor kunstneren tålmodigt har foretaget sine justeringer og har taget ved lære af sine fejl.

Originalitet og klare budskaber

Maleriet skal være originalt og ikke en kopi af noget andet. Maleriets originalitet udtrykker kunstnerens indre nødvendighed, der skal ud. Et sådant billede virker derfor potent og aktuelt, mens en kopi mangler sjæl og afspejler stilstand.

Et kunstværk skal indeholde både ? og !. Kunstneren skal ville noget med sit kunstværk. Der skal være et klart formål eller budskab. Dette kræver, at kunstneren kender til sit eget ophav og ved, hvem han er, og hvor han kommer fra. Uden denne erkendelse ved han heller ikke, hvor han er på vej hen.

En god kunstner tør vise sit sande jeg - åbne op og være autentisk. Det kan være sårbart og smerteligt for kunstneren og beskueren, men det er også her, at kunstværket bliver nærværende, vedkommende og medrivende for beskueren, som selv åbner op og tager imod.

Udfordrer til refleksion og handling

En kunstner stiller ofte krav til beskueren. Et kunstnerisk mesterværk udfordrer denne til at ville investere sig selv i maleriet - ikke blot som beskuer, men som deltager og til at involvere sig selv i form af tolkning, refleksion, stillingtagen og måske handling. Hvad er det så kunstneren gør her for at få dig til at reagere? Tja, det er vel en kombination af de ovenstående kendetegn suppleret med det ekstra. Og mon ikke det er her, at X-faktoren kommer ind i billedet?

Hoved, hånd og hjerte

Sammenfattende har den gode kunstner således ingredienserne til et sandt mesterværk, når han kan jonglere i treenigheden – hoved, hånd og hjerte – med en god portion viden, erfaring, intuition og fornemmelse for mennesker.

Denne kombination er for mig nerven i det store kunstværk, der måske kan lede dig til at se på kunst med andre øjne, næste gang du besøger et kunstmuseum.