Eftertanker om refleksion og bundlinje
Når jeg spørger mine kunder om, hvornår de i deres arbejdsdag tager sig tid til refleksion, er svaret typisk: ”Det sker for sjældent”, efterfulgt af en lidt opgivende mine.
- 25. oktober 2009, kl. 17:45
- Placeret i kategorien Ledelsesmetoder
- Type: Artikler
Kommentar fra en chefrådgiver: Henrik Due Jensen, Chefrådgiver, CfL
Hverdagen for mange bliver anvendt til at ”være på” med at gennemføre handlinger og træffe hurtige beslutninger. Det giver travlhed, men ikke nødvendigvis resultater, idet lederne løber i mange retninger på samme tid og løser ofte akut opståede problemer. Dermed bliver det travlheden der styrer, og handlinger - mere end resultater - der tæller.
Når jeg dykker længere ned i det, viser det sig ofte at være reaktive opgaver, hvor andre har defineret dagsordenen og opgaven for personen. Langt de fleste har ønsket om at erstatte dette med proaktive opgaver, de selv har været med til at definere og vælge løsningen på.
Og det er her, refleksionen kommer ind i billedet som midlet til at samle sig, få overblik, mærke efter, genskabe initiativet og dermed proaktionen.
Faren ved manglende refleksion er, at automatpiloten sættes til, og handlingerne bliver en fortsættelse af det, vi plejer at gøre. Læring, erkendelser, nytænkning og at gøre sig sine erfaringer forudsætter prioritering af og muligheden for mentalt at trække sig tilbage og ”forholde sig”.
Med bevidsthed om nødvendigheden af refleksion, kan den prioriteres ind i hverdagen med umiddelbart udbytte for de resultatskabende handlinger. Nogle vælger at benytte transporttiden til- og fra arbejde til dette. Andre vælger mere systematisk at lægge luft i kalenderen mellem møder og aktiviteter. Nogle vælger sågar at friholde en ugentlig ½ dag i kalenderen til at prioritere tid til eftertænksomhed.
Tid til refleksion er en nøgle til at få det maksimale ud af den tid, der bruges på ledelse. At fortage de rigtige handlinger, som skaber de rigtige resultater for kunderne, medarbejderne og bundlinjen.


