Navigation



Lean er ikke en religion, men en god værktøjskasse

Dantherm Air Handling i Skive indfører Lean, men ikke for enhver pris. Virksomheden opfatter primært metoderne som en brugbar værktøjskasse, der kan anvendes fleksibelt efter behov.

  • 3. oktober 2006, kl. 10:25
  • Placeret i kategorien Ledelsesmetoder
  • Type: Artikler

Globalisering og hård konkurrence på pris

Dantherm tog første gang Lean-begreberne til sig, da virksomheden i 1998 byggede sin nye fabrik på en bakketop uden for Skive. ”På det tidspunkt indrettede vi os med state-of-the-art maskineri og tilrettelagde produktionen uden krydsende flow,” siger Henrik Lauridsen. ”Men nogle år senere kunne vi godt mærke, at der havde fundet en udvikling sted uden for vores egen verden, og så var det naturligt at tage de næste skridt.”

”Derfor har vi så taget fat på en række rationaliseringsprojekter, som har været inspireret af Lean-værktøjskassen,” supplerer Lean Manager Mads Nejsum. ”Vi befinder os på et marked, hvor vi helt tydeligt mærker globaliseringen, og pris spiller en meget væsentlig rolle. Derfor bliver vi nødt til at være skarpe i alt, hvad vi laver, for at kunne klare os i konkurrencen – også på længere sigt.”

Udvikling, uddannelse og kunderne i højsædet

Dantherm har kig på hele sin supply chain for at finde muligheder for at forbedre, udvikle og strømline. Og en sammenlægning af to fabrikker i 2003/2004 blev anvendt til yderligere at sætte skub i denne optimering.

”Vi udvidede ganske vist fabrikken her i Skive,” fortæller Henrik Lauridsen. ”Men reelt betød sammenlægningen, at vi reducerede vores samlede fabriksareal med 12.000 m2, så vi fik i den grad sat flow på dagsordenen igen.”

”I de sidste 3-4 år har vi også været igennem en omfattende videreuddannelse af medarbejderne,” siger Mads Nejsum. ”Den har især haft fokus på medarbejdernes personlige ressourcer, ligesom vi har sat ekstra spot på forholdet til vores kunder og leverandører. Vi har simpelthen ønsket at skabe en større helhedsforståelse i hele organisationen, så vi alle sammen har det indre blik fast rettet mod kunderne i alt, hvad vi laver.”

Sideløbende har virksomheden iværksat en række effektiviseringsprojekter med udgangspunkt i Lean. Virksomheden har valgt at tidsfastsætte alle disse projekter, så de har en maksimal løbetid på 12 uger.
”Men det særlige ved disse 12’ere er, at de hver især foregår i et afgrænset område, som man selv har mulighed for at ændre på,” fortsætter Mads Nejsum. ”Det giver os mulighed for at holde den samlede produktion på niveau. Men det er også med til at gøre projekterne afgrænsede, overskuelige og meget fokuserede.”

Kortere produktlevetid og pres fra markedet

Øget pres fra markedet er hele omdrejningspunktet for den udvikling, som Dantherm befinder sig i netop nu. ”Vi har i de senere år oplevet, at vores type produkter får stadig kortere levetid,” siger Henrik Lauridsen. ”Det betyder, at vi skal have vores udviklingsaktiviteter hurtigere igennem. Og det forplanter sig igen til alle de andre ting, vi gør. Så vi skal være Lean og adrætte, hvis vi fortsat vil være på markedet.”

Henrik Lauridsen pointerer dog også, at Dantherm ikke ønsker at kaste vrag på alt det eksisterende i Lean-filosofiens hellige navn. ”Vi hverken kan eller vil glemme vores erfaringer fra alt det, der er gået godt gennem tiden. Så Lean vil for os først og fremmest være nogle værktøjer, vi anvender med sund fornuft, når de passer til den helhed, vi ønsker at skabe.”

Lean er på sindig jysk facon ved at blive en del af hverdagen og kulturen hos Dantherm. Ikke fordi det er moderne, men fordi det kan betale sig. Ikke fordi det skal være den nye sandhedsåbenbaring, men fordi nogle af Lean-metoderne passer til lige netop den opgave, som virksomheden lige nu står overfor.