Ledelse i perspektiv - og hands on

”Deltagelse i netværk udfordrer mig og understøtter mig i min ambition om at gøre en forskel for min virksomhed og mine medarbejdere”. Sådan siger Anne Grete Bøgh, der er chefkonsulent hos Patriotisk Selskab.

Nye øjne på min lederrolle

”Netværket giver mig rum til at komme op i helikopteren og se ned på egen lederrolle og egne prioriteter i en travl hverdag. Man kan let blive fanget i nettet af accepterede undskyldninger for ikke at ville forandringer samt et stort arbejdspres. Men alt kan forandres, såfremt viljen og styrken er til stede. Mit ledernetværk giver mig rum for at få nye input og at komme lidt væk fra egen dagligdag”.

Ledelse hands on

”Derudover tror jeg meget på ledelse hands on. Et forkromet kursus vil ikke give mig, hvad ledernetværket giver mig. Et kursus giver mig et kortvarigt fokus på et bestemt område. Mit ledernetværk består af en gruppe af gode lederkolleger fra andre brancher og virksomheder, som udfordrer mig. Det, jeg fortalte om, sidst vi var sammen, det følger de op på næste gang, vi mødes. Det bliver på den måde mere forpligtende og nærværende”.

Fortrolighed og dynamik

”Der er nogle i netværket, der har været der længe, og der sker samtidig lidt udskiftning løbende. Umiddelbart troede jeg, det ville gå ud over fortroligheden, men faktisk giver det en enorm dynamik, fordi de nye spørger konstruktivt til det, de andre har hørt om før, og udfordrer på en ny måde. Samtidig sikrer de gamle bærere af fortroligheden, at de nye deltagere med det samme omfattes heraf.”

En bevidst prioritering

”Derfor har jeg valgt at fortsætte i mit netværk selv i en tid med spareknive. Men naturligvis evaluerer jeg udbyttet: Jeg vil nemlig udfordres, ellers vil jeg ikke bruge min tid på det”.