Navigation



Forretningsudvikling kræver fokus på de grundlæggende problemstillinger

Det kræver en involverende ledelse, der stiller nye mål, understøtter med de relevante og koordinerede systemer og strukturer, og som gennem en konsistent kulturpåvirkning kommer til at skabe en ny kultur.

  • 17. juli 2009, kl. 10:50
  • Placeret i kategorien Lederudvikling
  • Type: Artikler

'Kommentar fra en chefrådgiver': Af Ejner Jacobsen, chefrådgiver, CfL Center for Ledelse

Hvis den indledende diagnose ikke fokuserer på de grundlæggende problemer, spildes mange gode udviklingskræfter.

Nogle af vores kunder efterspørger systemer eller kurser til løsning af problemer, som muligvis ikke kan eller skal løses ad denne vej. Men det er kritisk at undersøge, om der er strukturer, incitamenter og systemer, der understøtter samarbejde på tværs af organisationen eller om der direkte er det modsatte, f.eks. en kultur for afdelingskonkurrence eller uvilje til at dele de bedste ressourcer, herunder dygtige medarbejdere.

For nyligt besøgte jeg en virksomhed, der gerne ville købe bedre projektledelse. Egentlig havde de gode projektledere med stor erfaring i projektledelse, og de enkelte projekter nåede deres mål. Men der var ikke fælles måder at drive projektledelse på, forskellige systemer, ingen læring på tværs af projekter og ingen kommunikation på tværs af afdelinger. Spørgsmålet her er jo så, om et kursus i projektledelse vil kunne ændre radikalt på dette.
Måske kan det føre til fælles metoder, men at det skulle føre til læring mellem projekter og samarbejde på tværs af afdelinger og projekter er svært at argumentere for.

Det synes helt afgørende, at ledelsen først bliver meget mere bevidst om, hvilken ny lederadfærd, der kræves af den øverste ledelse, for at de kan motivere og følge op på ny projektlederadfærd.

I dialogen kom vi efterhånden frem til, at der nok var nogle forudsætninger omkring ledelse og strategi, der skal på plads for at motivere projektlederne og deres chefer til ændret adfærd. F.eks. en bevidsthed om, at deres strategi forudsætter nye løsninger, der kræver inddragelse af kompetencer på tværs af organisationen. Nye ydelser der vil trække på andre kompetencer f.eks. meget mere kundekontakt, individuelle løsninger og samarbejde mellem partnere.

Alt i alt er konsekvensen, at denne virksomhed nu søger at udvikle deres topledelse, da det, der virkelig skal ændres, er en ny ledelsesopgave, hvor der skal meget mere fokus på tværgående samarbejder for at nå nye og effektive løsninger på stærkt ændrede markedsvilkår.