Navigation



Ledelse er ikke for alle og enhver

Ledelse er de senere år blevet så komplekst, at det kræver mere end blot en forfremmelse at bestride. God ledelse er en grundlæggende forudsætning for resultatskabelse og konkurrencefortrin

  • 12. april 2006, kl. 11:55
  • Placeret i kategorien Lederudvikling
  • Type: Artikler

Ledelse er ikke noget, man bare kan springe ud i fra den ene dag til den anden,” pointerer virksomhedsrådgiver Danielle Bjerre Lyndgaard, Center for Ledelse. ”Lederskab er en stadigt mere kompleks disciplin i sig selv, der omfatter en række specifikke og meget varierede kompetencer. Og dem lærer man ikke på nogen eksisterende videregående uddannelse. Det er således både tankevækkende og paradoksalt, at netop kvaliteten af ledelse er helt afgørende for danske virksomheders konkurrenceevne i en global virkelighed.”

God ledelse er en konkurrencefordel

I de senere år er et stort antal danske produktionsarbejdspladser blevet flyttet til lande i øst, hvor lønomkostningerne er lavere. Denne tendens er langt fra ny og var f.eks. allerede aktuel for de midtjyske syersker i 70’erne. Men tendensen vil uden tvivl fortsætte. I stedet skal danske virksomheder konkurrere på viden, kompetencer, nytænkning og ikke mindst god ledelse.

”Styrkelse af ledelseskapaciteten er den mest holdbare måde at sikre gode resultater og konkurrencefortrin,” fortsætter Danielle Bjerre Lyndgaard. ”Lederskab er den grundlæggende forudsætning for, at en organisation lykkes med sine aktiviteter. Det er lederskab, der sikrer, at processerne fungerer. Men det er også lederskab, der motiverer og engagerer medarbejderne til at yde deres bedste.”

Balancegang mellem proces og individ

Lederskab er f.eks. at kunne skabe balance mellem struktur og fleksibilitet, mellem kontrol og motivation, mellem beslutningskraft og samarbejde og mellem gennemslagskraft og inddragelse.

Hver især kan disse egenskaber lyde modsatrettede, og det vil de også ofte være i praksis. Men den gode leder formår at balancere og dosere sine virkemidler i disse spændingsfelter. Og det er en krævende opgave, der presser nuværende ledere på deres kompetencer. Og specielt i videnvirksomheder med højtuddannede medarbejdere stilles der store krav og forventninger til lederne.

”De umiddelbare forventninger til en leder er, at han eller hun skal være visionær, have strategisk sans og retning, have et højt drive og en faglig autoritet,” forklarer Danielle Bjerre Lyndgaard. ”Men det er kun en del af de kompetencer, der kræves for at få succes som leder i dag. På den ene side skal den gode leder have et skarpt øje for at forfølge de forretningsmæssige mål, men på den anden side kræver det også en udtalt evne til at engagere og motivere medarbejdere, samarbejdspartnere og kunder m.fl. Kommunikation og evnen til at håndtere relationer er således uhyre afgørende redskaber for den gode leder.”

Når bløde faktorer bliver hårde

Såkaldt bløde, sociale færdigheder har fået større betydning for den gode leder i takt med, at forudsætningerne for ledelse har ændret sig i de senere år. Markedsforhold kan forandre sig hurtigere end nogensinde, informationsstrømmen er mangedoblet, og de teknologiske muligheder bliver flere og flere. Derudover sætter nye samarbejdsformer, fusioner og brudte barrierer på tværs af landegrænser ekstra fokus på evnen til at forlige kulturelle forskelle.

”De bløde faktorer er reelt blevet hårde i ledelsesperspektiv,” siger Danielle Bjerre Lyndgaard. ”For man kan i dag kun skabe de bedste resultater, hvis man som leder har de relevante bløde kompetencer på sit repertoire. Og det gælder særligt i videntunge virksomheder, hvor medarbejderne er vant til at tænke selv og ikke nødvendigvis blot klapper hælene sammen, når de får udstukket en ordre.”

Fremtidens ledere har ikke tid til at dykke ned i faglig detaljestyring. De vil være travlt optaget af f.eks. at afstikke eller korrigere retning, afstemme forventninger, motivere, engagere, kommunikere, forlige samt skabe relationer og tværgående samarbejde. Og så kan de med passende mellemrum spørge sig selv: Hvorfor har nogen lyst til at lade sig lede af mig?

At være god leder er en stor udfordring. Men der er hjælp at hente i forskellige lederudviklingsforløb. Og mange virksomheder har også allerede erkendt behovet for lederudvikling på både teoretisk og praktisk plan. Center for Ledelse tilbyder i den forbindelse en række muligheder for lederudvikling, herunder tre længerevarende forløb for henholdsvis nye ledere, erfarne ledere og topledere. Læs mere på www.cfl.dk/udviklingsprogram