Ny chef skal gå balancegang
Når en ny chef træder ind på arbejdspladsen, begynder en balancegang mellem at være ydmyg og at markere sine holdninger.
- 1. marts 2005, kl. 07:00
- Placeret i kategorien Lederudvikling
- Type: Artikler
Svaret ligger et sted midt i mellem, ifølge professor i ledelse og strategi ved Copenhagen Business School: Flemming Poulfelt:
"Ledelse er en balancegang, og der er ingen formelsamling. Det handler om at markere, at man har nogle ideer og samtidig lytte til de ansatte."
Og selv om der ikke findes en facitliste over den bedste start for en nyslået chef, så har Poulfelt alligevel en række bud på, hvordan man skal gribe situationen an, når man pludselig står i spidsen.
Ydmyg, men klar
Først og fremmest skal en ny leder gøre sig klart, hvad han eller hun vil med sit arbejde.
"Man skal spørge sig selv, hvad man kan byde ind med, og hvordan man vil håndtere situationen. Du skal præsentere for medarbejderne, hvad du kan bidrage med til festen - men lad være med at komme med en 27 siders plan over, hvad du vil," siger Flemming Poulfelt.
Det er et spørgsmål om, at medarbejderne ved, hvad chefen vil - uden at de føler, at de er blevet kørt over af en damptromle. Og her kommer ydmyghed ind i billedet.
"Man skal udvise en vis respekt for fortiden. Man skal ikke trampe rundt som en elefant i en glasbutik. Læg øret til jorden," lyder professorens råd.
Chef med balanceret C
Hvis incitamentet til at påtage sig chefstillingen handler om lysten til magt, er det ikke det bedste afsæt.
En ny chef skal være drevet af lysten til en spændende udfordring og ikke tro, at alt fremover kun handler om at bestemme.
"Lad være med at tro, at du er blevet chef med stort C. Du skal ikke bare dirigere rundt med tropperne. Det nytter ikke noget bare at sige: "Det vil jeg" - nej, det handler om: "Hvad kan og skal vi opnå"," siger Flemming Poulfelt.
Lederskabet skal ned i øjenhøjde, og chefpositionen skal afdramatiseres - der er ikke nogen grund til at gøre det mere kompliceret, end det er.
I samme ombæring er det en god idé at afstemme forventningerne mellem den nye chef og medarbejderne. Hvis der er urealistiske forventninger til, hvad lederen kan eller vil opnå, så er det med at få dem justeret. Ellers skaber det blot frustration på et tidspunkt.
"Sig hvad du gerne vil, og fornem hvilke forventninger, der er. Det handler om samarbejde - fælles mål," lyder anbefalingen.
Ord skal matche handling
Ved at holde igen med de store forkromede 10-års planer undgår en chef desuden faldgruben over dem alle: Manglende sammenhæng mellem det chefen siger, og det chefen gør.
"Det er en utrolig vigtig egenskab, at der er sammenhæng, mellem det man siger, og det man gør. Man skal ikke sige, at der skal spares, samtidig med at man lader udgifterne stige. Man skal heller ikke melde ud, at mennesker er den vigtigste ressource, hvis der samtidig lukkes af for kompetenceudvikling," siger Flemming Poulfelt.
Det vil være rent selvmål. Og selvmål bliver husket.
"Når en leder laver en bommert, er den organisatoriske hukommelse utrolig god. Alle begår fejl - også ledere - men man kan være lidt smart og undgå at buse ud med urealistiske meldinger."
Tegn på, at en ny chef er kommet skidt fra start, er nemme at få øje på. Det kan være mumlen i krogene, eller måden medarbejderne møder chefen på.
"Man kan som leder godt se, om man indgyder frygt eller tillid. Det handler om at have sanserne åbne - ellers opdager du ikke, hvis der er noget galt. Man kan godt rette op på en dårlig start, men det sker under alles bevågenhed. Sandhedens time kommer jo på et tidspunkt," siger Flemming Poulfelt.
Artiklen er skrevet af Dorthe Duvander, Netavisen Infopaq, for Center for Ledelse.


