Topledere skal lære at stille de rette spørgsmål
Danske topledere er generelt meget forandringsparate og gode til at omstille sig, roser professor Jonathan Story fra INSEAD. Men det er også nødvendigt, for globaliseringen betyder, at lederrollen har ændret sig markant. Læs her, hvad en moderne topleder skal kunne.
- 13. august 2007, kl. 08:55
- Placeret i kategorien Lederudvikling
- Type: Artikler
Af Peter Hartung
Der er ubetinget ros til danske toplederes villighed til at gennemføre de forandringer, som er nødvendige for at skabe en succesfuld forretning i et globalt forretningsklima.
Rosen kommer fra ingen ringere end Jonathan Story, der er professor i international politisk økonomi hos INSEAD. Han benyttes bl.a. som konsulent af regeringer og internationale virksomheder på grund af sit store indblik i globaliseringens betydning.
”Jeg har gennem årene mødt en masse danske topledere, og generelt vil jeg ikke lægge skjul på, at jeg er fuld af beundring for deres indstilling,” siger Jonathan Story, der er en af de stærke undervisere i det nye ledelsesprogram fra Center for Ledelse, Advanced Business Development.
”Jeg ser positivt på de danske ledere, som generelt tager udgangspunkt i et lidt pessimistisk grundsyn. De prøver hele tiden på at undgå de ulykker og katastrofer, der kan ramme deres virksomhed i det globale miljø. Det stimulerer dem til indlæring – og det er meget positivt, når en ledelse er motiveret for at lære noget nyt. Danske ledere er meget forandringsparate.”
Ifølge Jonathan Story er det også en nødvendighed, hvis de danske virksomheder skal bygge videre på den globale succes, som mange af dem har skabt. Villigheden til at ændre ledelsesstil og strategi kan blive afgørende faktorer i en verden, hvor globaliseringen tager til i styrke.
Fortsat globalisering
Globaliseringen står ifølge Jonathan Story fortsat øverst på listen over faktorer, der ændrer virkeligheden for danske virksomheder – og dermed også for danske topledere.
Derfor er globaliseringen en vigtig del af ABD-forløbet, hvor nogle af verdens førende eksperter inden for ledelse, økonomi og globalisering underviser de danske topledere.
”Som jeg ser det, skete den store forandring i verden i perioden 1987-1992. De tendenser, vi oplever i dag, er resterne af de omvæltninger, der skete i verden dengang. Og i modsætning til mange andre ser jeg ikke den 11. september 2001 som et paradigmeskift. Den økonomiske dagsorden er den samme nu som før angrebet i New York,” siger Jonathan Story.
”I det lange løb er globaliseringen altså stadig den vigtigste trend, som nutidens og fremtidens ledere skal forholde sig aktivt til. Men det er vigtigt at understrege, at blot fordi man har skabt en succes, er det ingen garanti for, at den fortsætter. Det gælder også de danske topledere, som ikke må hvile på laurbærrene. Nøglen til succes er fortsat, at man tilegner sig ny viden.”
Jonathan Story roser ikke blot de danske toplederes vilje til at opdatere deres personlige redskaber via uddannelse, men også deres indstilling til nødvendigheden af at uddanne deres medarbejdere samt personalehåndteringen generelt. Her skiller Danmark sig positivt ud.
Nye krav til lederne
Jonathan Story har ikke meget til overs for de såkaldte eksperter i den globale økonomi, som alene anskuer verden ud fra de økonomiske faktorer og nøgletal.
”Nogle af mine kolleger er alt for fokuserede på økonomien – de er blevet økonomer. Men økonomi er et fængsel og ikke et holistisk redskab. Jeg plejer selv at sige, at business og politik danser sammen for evigt. Man kan ikke adskille økonomi fra politik, og derfor må en strategi for en virksomhed også tage hensyn til de politiske faktorer,” mener Jonathan Story.
Han opremser en lang række faktorer, der har betydning for det globale forretningsmiljø, og som er afgørende for strategien. Et holistisk helhedssyn rummer i hans model hele 81 forskellige perspektiver – og så er der ellers dækket op til fremtidens topledere!
”Det er alle faktorer, der er relevante at forholde sig til. Men det afgørende er ikke, at toplederen ved det hele. Det er en umulig opgave. Toplederen skal først og fremmest lære, hvordan man stiller de rigtige spørgsmål til de rette eksperter,” siger Jonathan Story.
”Man kan ikke forlange, at toplederen selv er ekspert i global økonomi og politik. Lederskab i dag handler ikke om dig selv som den alvidende leder, men om evnen til at udvikle færdigheder og ekspertise blandt virksomhedens medarbejdere. Men lederen skal selv bevare det brede perspektiv og turde tænke selv. ”You don’t outsource your thinking”. Lederen skal bevare sin sunde dømmekraft og selv træffe de afgørende beslutninger.”
Indien i fremmarch
Ifølge troværdige analyser vil Indien om mindre end et halvt århundrede være verdens største økonomi – med Kina lige i hælene. USA og Europa mister terræn, men i stedet for at agere defensivt, kan danske virksomheder udnytte situationen til deres egen fordel.
Et besøg i Indien er således en vigtig del af ABD-uddannelsen hos Center for Ledelse, for det er en sund og ofte overraskende stærk oplevelse for danske ledere at se globaliseringen, hvor den foregår for fuld skrue på næsten alle niveauer.
”Mit bedste råd til nystartede danske virksomheder er, at de fra begyndelsen satser globalt. Især internetvirksomheder og it-firmaer bør starte op globalt, for de skal konkurrere på et globalt marked, og så bør de skabe sig et internationalt netværk,” mener Jonathan Story.
Specielt på IT-området tiltrækker Indien i disse år mange internationale investeringer, mens Kina er førende, når det gælder industrielle arbejdspladser. Det nye er, at Indien ikke blot tiltrækker investeringer og arbejdspladser – men nu også selv marcherer frem i verden.
”Indiske forretningsfolk er meget optimistiske og kender ikke til grænser. De kæmper mod et politisk system, der stadig er præget af korruption, og der er masser af faremomenter. Men Indiens chancer for at bevare den høje vækst på 8-10 procent om året er gode. Indiske virksomheder bevæger sig nu også gerne uden for Indien og er mere og mere synlige i Storbritannien, Afrika og USA. Derfor er et besøg i Indien absolut relevant,” mener Jonathan Story.
Lønnen ikke vigtigst
Jonathan Story advarer mod, at danske ledere alene fokuserer på mulighederne for at købe billig arbejdskraft i lande som Indien og Kina. Han fastslår, at det er svært at finde en gyldig erstatning for dansk arbejdskraft og danske ledere.
”Det kræver ledelsesmæssig backup fra Danmark at starte en afdeling i et andet land, hvor kulturen er anderledes. Og det tager tid at sætte sig ind i forholdene i det lokale marked. Globalisering handler ikke om at flytte produktionen udenlands, men om at forstå de ændrede markedsvilkår og se forretningsmulighederne i dem,” påpeger Jonathan Story.
Under forløbet i Indien vil ABD-deltagerne selv kunne opleve og tage stilling til de økonomiske og politiske aspekter af globaliseringen, som den opleves i Indien og Asien. De nyder her godt af det netværk, som INSEAD har brugt mange år på at opbygge.
Erfaringen viser, at mange danske ledere vender hjem med et helt nyt syn på globaliseringen efter dette helt konkrete møde med et globalt ”hot spot”. Indlæringsprocessen forstærkes via møder og samarbejde med det lokale erhvervsliv og lokale beslutningstagere, hvilket sker via virksomhedsbesøg og brug af gæstelærere.
Blandt de emner, der står på dagsordenen for opholdet i Indien, er bl.a. kundefokus, opbygning af globale forretningsmodeller, outsourcing samt global branding.

