Navigation



Hvad nu, hvis vi ikke længere tjener penge

Krisen kom ikke som nogen stor overraskelse for bankdirektør Georg Andersen. Derfor begyndte han at træne sine ledere i det utænkelige.

  • 26. november 2009, kl. 10:50
  • Placeret i kategorien Organisation
  • Type: Artikler

Bankdirektør Georg Andersen i Nykredit Bank fornemmede allerede i 2007, at der kunne udvikle sig en økonomisk krise så stor, at den kunne ramme selv de mest veldrevne virksomheder.

”Jeg så et vendepunkt, der var så kraftigt, at jeg begyndte at betvivle, om den enkelte leders egen personlige forandringsparathed var stor nok. Jeg tænkte på det mere teoretisk, og så tænkte jeg det ind i min egne dispositioner, fordi jeg følte, at dette ville blive meget massivt,” siger direktøren for Nykredit Markets.

Tænk det utænkelige

”I midten af 2008 lavede vi derfor øvelser med vores gruppeledere med spørgsmål som: Hvad nu, hvis vi pludselig ikke længere tjener penge eller så meget som 40 pct. af vores indtjening falder væk? Vi øvede på forudsætninger, der fik nogen til at ryste på hovedet. Men de lærte at forberede sig mentalt og træne evnen til at tænke det utænkelige.”

”Nogle af ledernes forslag implementerede vi uden selv at være berørt af krisen. Men senere blev vi faktisk ramt af noget af det, vi havde talt om, og da var beredskabet på plads. Det betød, at det, vi mistede på gamle områder, blev tjent ind på nye,” siger Georg Andersen.

Evidence Based Management

Han mener, at en del af fremtidens beredskab ligger i en ny ledelsesskole ”Evidence Based Management”.

”USA’s tidligere udenrigsminister Colin Powell sagde en gang: ”Face reality, grim as it might be”. Det betyder for erhvervslivet, at det ikke kan nytte at fifle med virkeligheden eller lave spin. Du er nødt til at kigge på fakta, som de er og rette dig ind efter dem. Hvis en virksomheds ledelse gennem spin har skabt en virkelighed, som ligger fjernt fra afgrunden, men at virksomheden reelt befinder sig tæt på den, så skal der kun en enkelt fejlmanøvre til, før virksomheden ryger ud over kanten. Derfor skal ledere være helt klar over, hvor de befinder sig i forhold til afgrunden og sikre virksomheden mod at begå fatale fejl. Tallene lyver jo ikke,” fastslår Georg Andersen.