CSR bør have plads på lederens dagsorden – også i nedgangstider
Før finanskrisen indtog dagsordenen, fyldte CSR – Corporate Social Responsibility – meget i ledelsesdebatten.
- 23. februar 2009, kl. 10:15
- Placeret i kategorien Strategi
- Type: Artikler
Af Virksomhedsrådgiver Claus Andersen, CfL Center for Ledelse
Når vi hører om CSR i dag, er det mest som en kritik og med undertonen, at CSR er noget, firmaer kan beskæftige sig med i gode tider, mens de i dårlige tider skal sørge for det eneste vigtige, nemlig at skabe en positiv bundlinje. Senest i Jyllands-Posten den 10. februar 2009 var der en kommentar herom.
Vi er hos CfL delvist enige i, at CSR kommer til at fylde mindre på ledelsesdagsordenen i den nærmeste fremtid. Men vi mener samtidig, at den analyse, der leder Jan Lund frem til den konklusion, er baseret på en helt forkert forståelse af CSR – og ledelse i det hele taget.
CSR som en seriøs del af en virksomheds værdigrundlag betyder netop ikke, at man tilvælger økologisk kaffe i kantinen eller donerer midler til gode formål. I sådanne tilfælde er CSR totalt afkoblet fra virksomhedens primære drift og dens måde at skabe profit på. Her er CSR blot en omkostning, som uden videre kan fjernes for at optimere bundlinjen. Der er mange eksempler på, at CSR handler om andet og mere end at tilbyde den rigtige kaffe i medarbejderkantinen.
Strategisk CSR er en del af virksomhedens basis
De sidste par uger har budt på et par gode eksempler – ikke mindst på, hvad manglende fokus på CSR kan betyde. Spørg bare IKEA, hvad de mener om fjer fra levende gæs i deres dyner. Og spørg VKR, hvordan det er at komme i mediernes søgelys, fordi der måske er taget for let på almindelig moral i forbindelse med kundeklausuler og brug af viden. Eksemplerne viser, at det stadig er ganske vedkommende, hvordan man skaber sin profit.
CSR anvendt strategisk er ikke en dekoration, man kan pynte sig med i gode tider. Strategisk CSR handler om noget helt andet. Strategisk CSR er indlejret i virksomhedens værdigrundlag og sikrer, at den ser holistisk på sin rolle i samfundet. Når Jyllands-Postens kommentator midt i finanskrisen peger på, at virksomhederne nu alene skal fokusere på at tjene penge – kunne man så ikke retorisk spørge, om en del af finanskrisen måske netop skyldes, at nogle i erhvervslivet har været alt for fokuseret på deres indtjening som den eneste gældende parameter?
Helhedsorienteret ledelse
Hos CfL tror vi på en helhedsorienteret tilgang til ledelse. Det vil sige, at man bevidst søger at skabe de bedste resultater – ikke bare på bundlinjen, men også for sine medarbejdere, sine kunder og det omgivende samfund. Derved skaber man også gode og ikke mindst holdbare resultater for sine ejere.
Helhedsorienteret ledelse handler også om at have et beredskab, så man kan intensivere sit fokus på bestemte områder, når situationen kræver det. Som det i øjeblikket er aktuelt i de fleste virksomheder, hvor fokus kommer på resultat og bundlinje. Det betyder også, at der skrues ned for opmærksomheden på andre felter, for eksempel at sende medarbejdere på wellness-ophold eller at rekruttere medarbejdere via busture til Tyskland, eller hvad de seneste par år ellers har budt på. Men at parkere CSR som en overflødig aktivitet, en pose varm luft, er at skyde sig selv i foden. Og når CSR er koblet til virksomhedens måde at tjene penge på, kan CSR tilmed være en katalysator for innovation og nye forretningsmuligheder.
Læs også artiklerne
> CSR indsatser der virker
> CSR skal implementeres i strategien

