Innovation i det offentlige

Innovationsbølgen ruller i den offentlige sektor. Innovation er grebet, der skal sikre at det offentlige klarer skærene med de aktuelle skrappe rammevilkår - og sikre velfærdsstaten samt redde nationen ud af den effektivitets- og konkurrencekattepine, vi er havnet i.

Så der er gang i innovationsprocesserne i den offentlige sektor. Forhåbningerne og vokabulariet er sine steder spændt helt op; gnisterne vil antænde bål og nye produkter, samarbejder og ydelser vil se dagens lys – og gør det heldigvis også.

Alligevel skal her hejses et lille blafrende bekymringsflag: Hvor danske konkurrenceudsatte produktionsvirksomheder i årtier har arbejdet intenst med innovation og de dilemmaer, der følger med – der er det stadig et ret nyt fænomen i den offentlige sektor. I hvert tilfælde i det omfang og med de forventninger, de er spændt for innovationstiltagene her på bagsiden af finanskrisen. Derfor er en god portion realisme og klarsyn vigtig.

Innovation er hamrende svær at få greb om, og det tager tid for en organisation at få givet innovationsbegrebet det indhold der er behov for. Det er først og fremmest en omfattende og længerevarende kulturproces, og denne kulturproces indeholder en række komplekse spændingsfelter, der skal balanceres: Frihed/fleksibilitet overfor struktur. Risikovillighed overfor sikker drift. Fejlfri og korrekt sagsforløb overfor værdiskabelse m.v.. Og kulturpåvirker nr. 1 er ledelse. Det er ledelsens ageren og ledelsens mindset, der er helt afgørende for organisationens fremtidige idékraft.

En ledelsesmæssig reaktion stillet over for ovennævnte kompleksitet, der kan iagttages, er akademisering – vi taler om det. Og håber på innovationen indfinder sig gennem igangsætning af en række klassiske tiltag: Vi udarbejder strategier og værdier, etablerer centrale stabsfunktioner, der skal agerer gribere for organisationens ideer, implementerer stage gate modeller – inviterer innovationseksperter og holder innovationsworkshops for medarbejderne. Ingen af de tiltag er forkerte – blot de ikke skygger for den nødvendige bevægelse og proces nede i bunden af kulturen – og dermed i hjerterne/hjernen hos ledelsen.

Hvad er ledelsen optaget af – og hvad efterspørger de? Hvordan prioriterer de? Hvordan arbejder de med de reelle barrierer for idéskabelse og udvikling?  Interesserer de sig for hvordan organisationen og faglighederne bliver udfordret i deres selvforståelse? For hvordan viden strømmer ind i organisationen ude fra kunderne/brugerne og interessenterne?

“Stop Blabbing About Innovation And Start Actually Doing It” skrev Aaron Shapiro på sin blog i marts. Spørgsmålet er blot hvad der er det rigtige at gøre – hvis der skal skabes resultater på sigt. Under alle omstændigheder er håbet, at lederne I den offentlige sektor finder en god balance - mellem at være rollemodeller - og etablere struktur.