Kursændring i den danske produktivitet kræver opgør med tabu om tid

Tid er ikke længere et absolut og målbart begreb. Derfor er det mere relevant at diskutere den værdi, vi skaber, når vi går på arbejde.

Læs her en række bud på, hvordan produktivitet og udvikling kan forbedres

Af Wenche Strømsnes og Poul Blaabjerg, Direktionen, CfL.

Vi kan ikke tale os ud af det. Væksten i den danske produktivitet har i årevis ligget næsten lavest i OECD. Vi taber terræn, og det er en alvorlig situation, der skal løses.

Vi har sat os for at være lederes talerør i produktivitetsdebatten og fokusere på, hvad ledere selv kan gøre, uagtet de makroøkonomiske debatter der sikkert vil fortsætte en rum tid endnu. I hele 2010 har vi sat vores udviklingspalet til rådighed for ledere, der vil sætte sig selv i spidsen for at skifte kurs mod bedre produktivitet og udvikling.

Resultaterne af denne dialog peger på ledelses-uvaner, der har bidraget til et uproduktivt samfund. Men vores primære mål her er at sætte lys på et af de tabuer, der står i vejen for en frugtbar debat – arbejdstid!

Produktivitet skal ikke måles i tid

Nogle mennesker er mere ressourcestærke end andre! Det ses tydeligst på de undersøgelser, der laves om frivilligt arbejde (se f.eks. SFI): På spørgsmålet om hvorfor man ikke udfører frivilligt arbejde, svarer 2/3, at årsagen er, ”at de ikke har tid”! Personer, der arbejder frivilligt, er i grove træk mellem 30 og 49 år, de er forældre, og de arbejder mere end 40 timer om ugen på deres betalte job. Den laveste frivillige aktivitet findes blandt personer, der står uden for arbejdsmarkedet og dermed objektivt set har bedst tid.

Tid er ikke længere et absolut og målbart begreb – og det er produktivitet (værdi pr. tidsenhed) dermed heller ikke. Vi kan sagtens tale om, at folk skal arbejde mere, men vi når længere i debatten ved at drøfte den anden del af formlen: værdi.

At være produktiv handler om at skabe værdi – vel at mærke værdi for andre end en selv. Hvis arbejdet primært handler om selvrealisering, kan man allerede her se et produktivitetsdilemma. Vi bruger masser af tid på arbejdspladsen, men hvor meget af det, vi laver, gør reelt en forskel for andre?

Mange af os har et job, hvor der er betydelig frihed til at tilrettelægge egen opgaveløsning. Dette forhold er motiverende, men kan have i høj grad medvirke til at skabe en uklar disciplin om det at udfylde et job. Selvledelse og selvdisciplin tages som en given egenskab. Lige nu raser debatten om vores unge politikeres disciplin i forhold til møder, aftaler og resultater – en debat vi lige så godt kunne tage i de fleste virksomheder. Er vi fokuserede nok på, om de, der er afhængige af det, vi går på arbejde for, faktisk får det, de kan forvente af os? Eller er vi holdt op med at forvente?

Som samfund bidrager vi til uproduktivitet. Krav vi stiller til hinanden, og som man skal bruge tid på at forstå og kunne agere i. Tænk bare på mængden af indkøbere og jurister i den offentlige sektor – og den private. Regelmagere, der skaber hele brancher af regeltolkere. Kravstillere, der skaber horder af personer, der skal dokumentere. Ledelsestænkere, der skaber mængder af ledelsessystemer, der skal vedligeholdes. Er det produktivt? Hvor går grænsen for, hvornår den tid, der bliver brugt på f.eks. udbud, er uproduktiv i forhold til sit formål?

Ledere skal skabe mening

Det er lysten til at gøre en forskel, der driver de ressourcestærke mennesker. Og det er en ledelsesopgave at kunne understøtte dette. Tvivlen om hvorvidt det, man gør, er godt nok skaber en grundlæggende angst, der sikkert har forårsaget flere stresstilfælde, end mange arbejdstimer har. Det er en ledelsesopgave at få dette til at hænge sammen! At sikre at det, vi gør, giver mening!

Der er mange aspekter af meningsskabelse, og ledelsesopgaven er mangfoldig fra personale-til strategisk ledelse. I vores Forum for Værdiskabelse har vi været vidt omkring.