Kurset bygger på, at uenighed er et grundvilkår i samarbejde, at menneskers personligheder er med til at skabe konflikter, og at der ikke findes én opskrift på det gode samarbejde. Derfor giver kurset dig en god forståelse for, hvorfor andre mennesker agerer og reagerer, som de gør.

Efter kurset kan du bygge videre på dine styrker, blive bedre til at håndtere konflikter og forbedre kvaliteten af dine samarbejdsrelationer. Du føler et naturligt medansvar i alle sammenhænge, og du bryder mønstre, når du bliver fanget i konflikter.

Udbytte

På kurset får du:

  • Viden og værktøjer til at forstå og håndtere konflikter
  • Forståelse for psykologien og dynamikken i konflikter og samarbejde
  • Værktøjer til analyse af konflikter
  • Større selvindsigt i egne styrker
  • Indblik i faldgruber i samarbejde og konkrete konflikter
  • En styrkelse af dine evner til at indgå i et konstruktivt samarbejde
  • Forbedring af din personlige konflikthåndtering. 

Hvem henvender kurset sig til?

Som leder eller medarbejder vil du have værktøjer til at indgå i konstruktivt samarbejde, og du vil forbedre din evne til konflikthåndtering. 

Du ønsker en større forståelse af egne styrker, og hvorfor mennesker agerer og reagerer, som de gør.

Kursets indhold

Kurset veksler mellem oplæg og arbejde med holdets problemstillinger, så du får prøvet teori og metoder af, samtidig med at du får inspiration og hjælp til konkrete konflikter og problemstillinger. Din træning tager udgangspunkt i de udfordringer, du møder i dine relationer, i dit samarbejde og i konfliktsituationer. Undervisningen bruger cases til at belyse emnerne og giver input og inspiration til håndtering af dem. 

Du skal derfor være villig til at dele dine erfaringer og udfordringer med holdet. Holdet laver aftaler om fortrolighed, og du vælger selv, hvor meget du vil dele af indholdet af dine cases. 

Som afrunding på kurset arbejder du med, hvordan du kan bruge teorier og metoder i din hverdag.

Dag 1:

Kursets første dag giver dig generel viden om konflikter, og du får en introduktion til redskaber til konflikthåndtering.

Dagen giver dig:

  • Et psykologisk kig på det samarbejdende menneske
  • Konfliktens psykologi og mønstre
  • Træning i konkrete redskaber til konflikthåndtering
  • Konkrete idéer til dine problemstillinger i din arbejdshverdag.

Dag 2:

Andendagen giver dig mere viden om, hvordan forskellige personlighedstyper spiller sammen i samarbejde og konflikt. Du lærer at forstå din egen rolle i konflikter, og hvad du selv bidrager med i de relationer, du er en del af.

Dagen giver dig:

  • Værktøj til at vurdere konfliktniveau – med-, mod- og passpiller-relationer
  • Viden om kropssprog, og hvordan du er en medspiller
  • Redskaber til at spotte mønstre, så du kan ændre på din egen og andres adfærd
  • Konkrete idéer og sparring på din medbragte case
  • Mulighed for at hjælpe andre og lære af andres erfaringer.