Derfor bør alle ledere over 50 bør læse Odysseen

Hvad gør man, når den ambition, der har båret én frem i årtier, ikke længere giver meningsfulde svar på de spørgsmål, der melder sig midt i livet? Odysseen handler i sin essens om dette eksistentielle tomrum. 

Af Thomas Hanssen, CEO i CfL, august 2026

Jeg mødte Homers Odysseen i gymnasiet. Dengang var det et episk eventyr – en dramatisk fortælling om troldkvinder, fristende sirener, hævngerrige guder og en uovervindelig heltefigur. Vi læste den som et stykke obligatorisk verdenslitteratur og jeg lagde den fra mig igen uden at tænke nærmere over den.

Men sandheden er, at Odysseen ikke er en ungdomsbog. Det er et værk, man først for alvor forstår, når man har nået en vis alder. Først da jeg langt senere læste Joseph Campbells klassiker Hero of a Thousand Faces åbnede der sig et helt andet og dybere lag i fortællingen. 

Odysseen er en fortælling for mennesker midt i livet. En bog (eller se endelig bare filmen om du vil) for dem, der har opnået noget, mistet noget og lært noget undervejs – og som er begyndt at stille de eksistentielle spørgsmål, der ikke længere kan besvares med den næste forfremmelse, en større bonus eller en plads i en ny bestyrelse.

Odysseus er ikke en ung mand på vej ud for at erobre verden. Han er en erfaren, moden leder på vej hjem. Og måske var det netop denne grundtone, der gjorde, at Christopher Nolans nye filmiske mesterværk resonerede så tydeligt i mig i biografen hen over sommeren.

Når tomheden melder sig

Når vi møder Odysseus, så har han allerede opnået alt det, som mange af os bruger den første halvdel af arbejdslivet på at jagte. Han er den ubestridte helt fra krigen mod Troja. Han er strategen bag den græske sejr, han har skabt resultater og vundet respekt. Han er succesfuld efter enhver tænkelig målestok.

Men det er her, Homers pointe bliver knivskarp:

Det er først efter den store sejr, at Odysseus’ egentlige og vigtigste rejse begynder. Dette burde give stof til eftertanke for enhver erfaren leder.

Meget af vores moderne arbejdsliv er bygget op omkring forestillingen om, at den næste milepæl vil bringe den endelige tilfredsstillelse: den næste strategiperiode, den næste titel, den næste handel.

Problemet er blot, at mange ledere oplever, at de eksistentielle spørgsmål ikke forsvinder, når målet nås. For hvad gør man, når man har bevist sit værd? Hvad gør man, når den ambition, der har båret én frem i årtier, ikke længere giver meningsfulde svar på de spørgsmål, der melder sig midt i livet?

Odysseen handler i sin essens om dette eksistentielle tomrum. Den handler om mennesket, der efter ti års benhård kamp pludselig må finde ud af, hvem det er uden kampen.

Der findes næppe en leder over 50 år, som ikke på et eller andet tidspunkt har mærket denne følelse. I den første halvdel af karrieren handler alt om at skabe sig selv og sit navn. I den anden halvdel forvandles opgaven til noget langt vanskeligere: at forstå sig selv.

Artiklen fortsætter under citatet.

Det fascinerende ved Odysseus er, at hans største lederegenskab hverken er fysisk råstyrke eller uovervindeligt mod. Hans sande styrke er hans evne til at tilpasse sig, lære af sine fejl og rejse sig igen.

Gang på gang rammes han af fiaskoer, ydmygelser og tab af mænd. Han udvikler sig ikke på trods af modgangen, men gennem den.

Det er måske den mest essentielle ledelseslektion, vi kan tage med os fra antikkes Grækenland.

Vi lever i en erhvervskultur, hvor succeshistorierne fylder alt. LinkedIn og erhvervsmedierne flyder over med triumfer og ”ananas i egen juice” – og lad os for alvor fejre succeserne, når de er der. Men hvis vi skal være helt ærlige, formes de færreste mennesker af medvind. Vi formes af kriserne:

• Fyringen, der ramte fra siden.
• Skilsmissen, der vendte op og ned på hverdagen.
• Den alvorlige sygdom, der satte alt i perspektiv.
• Den strategiske satsning, der slog fejl og kostede dyre lærepenge.

Lederens modenhed opstår sjældent i sejrsrusen. Den opstår i det øjeblik, hvor virkeligheden viser sig at være uendeligt mere kompleks, uforudsigelig og modvillig end det polerede oplæg til bestyrelsen.

Odysseus er på ingen måde en fejlfri helt. Han træffer elendige beslutninger undervejs. Han er stolt, stædig og til tider drevet af ren arrogance. Men Odysseus har en evne til langsomt at tage ved lære. Han opdager, at verden ikke bøjer sig efter hans personlige vilje eller hans strategiske snilde.

Han indser, at erfaring ikke handler om at have svaret på alt, men om at kende sine egne begrænsninger og lære at navigere i det, man ikke kan kontrollere.

Lederskabets rites of passage

Når man skraber lagene af Odysseen, handler eposset i sidste ende hverken om krigen i Troja eller de eksotiske fristelser hos troldkvinden Kirke eller nymfen Calypso. Det handler om hjemkomst. Og det er ikke blot den geografiske tilbagekomst til øen Ithaka og hustruen Penelope, som i øvrigt udlever sin helt egen prisværdige kamp. Det er den indre hjemkomst.

Da Odysseus endelig sætter sine ben på Ithakas kyst efter tyve års fravær, er destinationen den samme, som da han drog ud i sin ungdoms overmod. Men manden, der træder i land, er en helt anden. Han er blevet mere ydmyg, mere tålmodig og langt mindre optaget af overfladisk ære og berømmelse.

Måske er dette også tilværelsens og lederskabets største paradoks: Den første halvdel af livet handler næsten altid om at bevise sit værd over for omverdenen. Den anden halvdel handler om at finde ud af, hvad det værd i virkeligheden skal bruges til.

Det er præcis derfor, enhver leder over 50 år bør samle Odysseen op igen. Den er en god historie, men den er samtidig en fortælling om lederskabets rites of passage.

Læs den ikke for at lære, hvordan man erobrer nye markeder. Men for at lære, hvordan man navigerer i modgang, og finder ind til kernen af dit eget lederskab. Og ikke mindst for at lære at finde hjem.

Se den bare i biografen!