Opgaven har førsteprioritet
Det kræver naturligvis dømmekraft, og med alle de dilemmaer, vi står i som ledere, med alle vores bias og blindgyder, er det sin sag at dømme rigtigt.
Min egen rettesnor er altid at fokusere på kerneopgaven. Som ledere har vi ret og pligt til at levere på det, vores virksomheder nu engang er sat i verden for. For at det kan lykkes, skal vi som altid balancere mellem tre hensyn: Opgaven, fællesskabet og individet.
Jeg skrevet om det før - f.eks. i debatindlægget om retten til hjemmearbejde, men i al sin enkelthed - måske ligefrem kedsommelighed - har opgaven førsteprioritet.
Lad mig understrege, at det ligger langt fra forestillingen om, at når vi er på en arbejdsplads, er det bare med at komme i sving. Følelser er dybt integreret i organisationers liv – de driver engagement, kreative konflikter, samarbejde og beslutninger.
Hvis vi vælger at afskrive eller ignorere følelser, fraskriver vi os ansvaret for nogle af de stærkeste kræfter i en organisation, og det går ikke.
Nej tak til terapirum
Det går til gengæld heller ikke, hvis arbejdspladsen udvikler sig til et terapirum. Her siger jeg stop, og uden sammenligning i øvrigt, har min stopklods rødder hos den tyske sociolog Max Weber (1864–1920).
I “Økonomi og samfund” (1922) beskriver han, hvordan det moderne arbejde bygger på saglighed, upersonlighed og rolleadskillelse. Professionel dømmekraft kræver, at beslutninger ikke træffes på baggrund af vrede, sympati eller personlige præferencer.
Roller er en forudsætning for at arbejdet fungerer, og hvis følelser ikke blot anerkendes, men bliver et ideal, begynder grænserne at skride.
Man kan altså sætte spørgsmålstegn ved, om følelser automatisk skaber bedre arbejdspladser. Ja, hvis det skaber en oplevelse af at man kan være sig selv og føle sig tryg på arbejdspladser, men nej, hvis det giver mere grænseløshed og mindre klarhed. At følelser tager magten. Og så er det, at jeg tyr til kerneopgaven.
Læs også: Stop debatten om generationskløfter