Ledertrivsel-analysen 2025 påviser en klar sammenhæng mellem ledernes trivsel og deres arbejdsopgaver, anerkendelse og ressourcebalance. De tre drivere giver et nyt perspektiv på, hvordan vi kan arbejde med ledertrivsel. Læs CfLs analyse og anbefalinger.
Af Mette Groos Lønsted, Senior Leadership Consultant i CfL, og Thomas Skelbo, Strategic Leadership Consultant i CfL. Januar 2026
Hvad begejstrer dig som leder? Hvad belaster dig i dit arbejdsliv? Hvad savner du, og hvordan understøtter din organisation din trivsel?
Det var den overordnede spørgeramme, da CfL første gang kortlagde danske lederes trivsel, og det er efterhånden velkendt, at arbejdet med ledertrivsel handler om at fremme understøttede faktorer og at reducere belastende faktorer.
I dag - to undersøgelser senere - ved vi, at ledertrivsel ikke kun handler om velvære eller at reducere de belastninger, der nu engang følger med lederrollen.
I vores seneste undersøgelse, Ledertrivsel-analysen 2025, fik vi svar fra i alt 1326 ledere, og ud fra en regressionsanalyse kan vi derfor pege på en statistisk sammenhæng mellem ledertrivsel og tre forskellige drivere.
I prioriteret rækkefølge er de tre vigtigste drivkræfter for ledertrivsel:
- Mine arbejdsopgaver udfordrer og motiverer mig
- Jeg føler mig værdsat på min arbejdsplads
- Der er balance mellem de krav, der stilles til mig, og den indsats, jeg skal yde
Hjælp til at ændre praksis
De tre punkter viser, hvad der aktivt driver ledernes trivsel og handlekraft. Drivkræfterne peger fremad og konkretiserer, hvad der skal styrkes, hvis ledertrivslen skal øges.
Vores fokus på drivkræfter giver også et nyt perspektiv på ledertrivsel:
I stedet for at spørge ”hvordan kan lederne holde til mere?” spørger vi ”hvad skaber rent faktisk bæredygtigt lederskab?”
I denne artikel folder vi de tre drivkræfter ud og viser, hvad du som leder, ledergruppe og organisation kan skrue på i praksis.
Vi kobler driverne til kendte teorier og metoder, og selv om drivkræfterne ikke er universelle sandheder, men mønstre i data, kan de hjælpe organisationer med at stille bedre spørgsmål som f.eks.:
- Får ledere opgaver, der udfordrer og udvikler dem?
- Oplever ledere selv anerkendelse?
- Er ledertrivsel et fælles ansvar? Eller forventes lederne primært at bære andre?
- Har vores ledere mulighed for at komme i et arbejdsflow, hvor der er reel balance mellem krav og kompetencer
1. Arbejdsopgaver: Justerer kompleksiteten
Den første drivkraft handler om, hvorvidt arbejdsopgaver opleves som udfordrende og motiverende.
Her vil vi inddrage Self-Determination Theory, SDT, der er en psykologisk motivationsteori lanceret af amerikanske forskere i 1980’erne. I Danmark er teorien båret frem af ph.d. Ib Ravn, lektor på DPU under Aarhus Universitet. Han udgav i 2021 bogen Selvbestemmelsesteorien – den første på dansk om emnet.
Kernen i teorien er, at mennesker motiveres bedst, når tre psykologiske grundbehov bliver imødekommet:
- Autonomi – indflydelse på opgaveløsning
- Tilhørsforhold – oplevelsen af fællesskab
- Kompetence – følelsen af at kunne mestre opgaven
Når opgaver ikke motiverer, skyldes det ofte, at ét eller flere af disse behov er under pres.
Manglende motivation behøver altså hverken at handle om kedsomhed eller overbelastning, men at arbejdsopgaverne skal tilpasses.
Motivation opstår når:
- målene er meningsfulde
- kompleksiteten er passende
- der er mulighed for at udvikle sig med opgaven
CfL anbefaler
Det kræver aktivt arbejde med jobdesign, udviklingsforløb og feedback at skabe motiverende og udviklende arbejdsopgaver. Det kræver at fejl bruges som afsæt for læring – ikke som anledning til skyld og skam.
Frem for at øge presset på lederne anbefaler vi, at man som organisation og som chef arbejder med at justere kompleksiteten i ledernes opgaver. Det griber ind i balancen mellem krav og indsats, som du kan læse om under punkt 3.
2. Anerkendelse: Gør det til et fælles ansvar
Den anden drivkraft handler om oplevelsen af at være værdsat.
Anerkendelse handler ikke om ros, men om at blive set, hørt og forstået som en legitim del af fællesskabet. Det er eksistentiel anerkendelse – ikke et spørgsmål om flere klap på skulderen.
I mange organisationer lever et udbredt narrativ:
Trivsel og anerkendelse er lederes ansvar. Det er noget lederen skaber, og som medarbejderne modtager.
Konsekvensen er, at potentialet i kollektivet udebliver. Når få bærer kulturen, og mange primært ser sig som modtagere, går energi, engagement og fælles ejerskab tabt.
Det gælder også ledere imellem. Mange ledere yder anerkendelse nedad i organisationen, men oplever begrænset anerkendelse opad eller horisontalt. Samtidig prioriteres der sjældent tid til, at ledere systematisk gør hinanden dygtigere.
CfL anbefaler
Anerkendelse er ikke kun noget, man får, men også noget, man bidrager til, så det kræver fælles ejerskab.
Vi anbefaler, at ledergruppen styrker oplevelsen af værdsættelse gennem disse greb:
- Skaber faste rum for gensidig anerkendelse.
- Arbejder med persontype- og præferenceværktøjer, der synliggør forskelligheder.
- Flytter fokus fra fejl og mangler til fremdrift og det, der virker. Lad dig inspirere af Appreciative Inquiry og positiv psykologi.
Artiklen fortsætter under boksen.