Lytter du med nærvær, skaber du intelligente fortællere…

Du kan faktisk skabe større udbytte af din kommunikation med andre, hvis du er indstillet på at lytte mere. Det lyder måske indlysende, men ved at lytte mere indfølende opnår du også, at fortælleren bliver en mere åben og reflekterende fortæller. Og det er her gevinsten ligger.

En god kommunikator, lytter

Når vi taler om en god kommunikator, tænker vi ofte på hvor god vedkommende er til at formidle sit stof og skabe forståelse mv. for sine synspunkter hos sine modtagere.  Vi tænker sjældnere på, at en god kommunikation kræver, at der bliver lyttet, og at kommunikatoren også selv skal evne kunsten at lytte. Kommunikation er jo intet værd, hvis der ikke bliver lyttet.

Hvordan bliver du så en bedre lytter?

6 skridt mod bedre lytning

Management konsulenten Gary Copeland har defineret 6 niveauer for lytning gående fra :

  1. ”Jeg hører ikke” (ubevidst)
  2. ”Jeg undgår bevidst at høre”
  3. "Jeg er uenig i det du siger”
  4. ”Lad også mig snakke … om mig” 
  5. ”Sig noget mere…”  
  6. ”Jeg hører dig sige… er det korrekt forstået”.

Ved at bevæge dig frem til lytteniveau 6 vil du blive mere nærværende og empatisk lyttende. Det vil i højere grad ske på fortællerens præmisser, og du vil opnå, at fortælleren åbner mere op for sine tanker og refleksioner. Det vil give fortællingen mere substans og gør den mere intelligent. Og dermed mere udbytterig for lytteren.

I denne tid, hvor effektivitet står højt på dagordenen, er det da ret interessant - for hvor ofte hører vi ikke om folk, der fra deres chefer, kolleger, ægtefæller mv. oplever at blive lyttet til med forlods skepsis, kritik, utålmodighed  eller bedrevidenhed. Det skader kommunikationen og gør den sværere for både fortæller og lytter.

Uanset hvad du beslutter dig for, så får du ret…

Som lytter kan du selv beslutte dig for dit udbytte af samtalen – Du kan beslutte dig for at fortælleren ikke er værd at høre på og du får sandsynligvis ret. Og du kan beslutte dig for, at det, som fortælleren vil oplyse dig om, er mægtigt berigende og interessant, og du får sandsynligvis ret.

Så hvorfor ikke blive en mere effektiv lytter ved at indstille dig på en udbytterig samtale – du vil sandsynligvis få det.