Værdikrig i Novo: Skal vi virkelig stå tidligere op?

Der er intet kontroversielt i Mike Doustdars budskab om, at medarbejderne skal præstere mere, for når konkurrencen bliver hårdere, må organisationen løbe stærkere. Jeg bliver bare så træt, når ledelsesdebatten reduceres til et spørgsmål om arbejdsmoral.  

Af Thomas Hanssen, CEO i CfL. Debatindlægget har været bragt i Finans 20. februar 2026 

Da Novo Nordisks topchef Mike Doustdar for nyligt erklærede, at medarbejderne måtte "stå tidligere op og gå senere i seng", udløste det præcis den debat, man kunne forvente i Danmark. Mange tolkede udtalelsen som et opgør med et moderne arbejdsliv, hvor trivsel, fleksibilitet og balance mellem arbejde og privatliv er blevet centrale idealer.

Andre læste den som et nødvendigt realitetstjek i en tid, hvor den internationale konkurrence bliver stadig hårdere - godt hjulpet af DI’s administrerende direktør Lars Sandah Sørensen, der forsvarede Novo-chefen.

På overfladen handler diskussionen om arbejdstid og arbejdsmoral, men efter min vurdering genopliver den en klassisk værdikamp i ledelsesdebatten.

På den ene side står dem, der ser global konkurrence, geopolitiske spændinger og AI som et signal om, at danske virksomheder må hæve ambitionsniveauet og tempoet.

På den anden side står dem, der peger på, at Danmark allerede er blandt verdens rigeste, mest produktive og konkurrencedygtige lande. Samtidig har vi opbygget et arbejdsmarked præget af høj tillid, medarbejdertilfredshed og stor fleksibilitet.

Dårlig målestok for konkurrencekraft 

Begge lejre har ret.

Verden er blevet mere krævende. Amerikanske virksomheder investerer massivt i innovation og AI. Kinesiske virksomheder arbejder i et tempo, som få europæiske virksomheder kan matche. Samtidig halter Europa efter på innovation, og Danmark skaber relativt få unicorns.

Set fra direktionsgangen i en global virksomhed forstår jeg derfor godt Doustdars spørgsmål: Er organisationen hurtig nok, sulten nok og fokuseret nok?

Der er intet nyt eller kontroversielt i CEO’en budskab, for når konkurrencen bliver hårdere, må organisationen præstere mere. Problemet er, at arbejdstimer er en temmelig simpel målestok for konkurrencekraft.

Med undtagelse af Holland er Danmark det land i EU, hvor vi arbejder færrest timer. Omvendt lå vi målt på BNP pr. indbygger i 2025 helt i toppen af EU, og lande med markant længere arbejdsuger placerer sig langt længere nede.

Danmark er blevet velstående gennem produktivitet, uddannelse, samarbejde og tillid. Vi har skabt virksomheder, der konkurrerer globalt med langt større nationer, fordi medarbejdere tager ansvar, beslutninger træffes tæt på opgaven, og relationen mellem ledelse og medarbejdere er præget af gensidig tillid.

Vores styrke ligger i evnen til at kombinere frihed med ansvar og trivsel med resultatskabelse. Psykologisk tryghed er i den sammenhæng mere end et behageligt personalegode. Den er en del af fundamentet for innovation og produktivitet.

Teksten fortsætter under boksen. 

Værdikrigere contra købmænd

Jeg bliver både skeptisk og træt, når ledelsesdebatten reduceres til et spørgsmål om at arbejde mere.

Jeg ser et betydeligt potentiale for at arbejde klogere i mange organisationer. Møder, rapportering, koordinering og interne godkendelser stjæler enorme mængder tid fra kerneopgaven. Dertil kommer voksende dokumentationskrav og regulering fra blandt andet EU, paradoksalt nok flere af dem for at skabe et mere fair og gennemsigtigt arbejdsmarked som direktiverne om løngennemsigtighed og timeregistrering.

Når præstationen falder, er det let at bede medarbejderne løbe hurtigere. Den langt mere krævende ledelsesopgave er at forenkle organisationen og fjerne det, der står i vejen for at skabe værdi.

Omvendt synes jeg også, at de senere års ledelsesdebat i perioder har været så optaget af velbefindende, stressforebyggelse og balance, at ambition næsten er blevet et suspekt begreb. Her er der også grund til et realitetstjek.

Mennesker ønsker at være en del af noget, der lykkes. De vil skabe resultater, udvikle sig og præstere. Høje forventninger kan være stærkt motiverende, når de følges af mening, ansvar og mulighed for at lykkes.

Måske er det netop her, vi kan hente inspiration i Novo Nordisks egen historie.

I Hanne Sindbæks bog De renfærdige – fortællingen om Novo Nordisk skriver hun om spændingen mellem de kulturelle værdier og den kommercielle forretning. Jeg vil oversætte det til spændingen mellem "værdikrigerne" og "købmændene". Værdikrigerne repræsenterer formålet, kulturen og de værdier, der rækker ud over bundlinjen. Købmændene repræsenterer forretningen, konkurrencen og nødvendigheden af at skabe resultater.

Novo Nordisks globale succes voksede ud af evnen til at holde de to kræfter i balance.

Hver ting til sin tid

Det er den balance, jeg savner i den aktuelle debat, og for mig er det interessante spørgsmål derfor, hvornår virksomheder med rimelighed kan kræve ekstraordinære indsatser.

Kriser, recessioner eller afgørende strategiske skift kan kræve, at mennesker yder mere end normalt. Her skal vi som ledere turde stille høje krav, og medarbejdere skal være parate til at løbe stærkere. Til gengæld kræver høj præstation over tid også restitution. En organisation kan kun leve i undtagelsestilstand i perioder.

Måske består den egentlige ledelsesopgave derfor i at vide, hvornår man skal være købmand, og hvornår man skal være værdikriger. Hvornår tempoet skal op, og hvornår kulturen og energien skal beskyttes.

I sidste ende tror jeg, at den virksomhed vinder, som bedst formår at kombinere ambition med ordentlighed, resultater med tillid og høje krav med respekt for mennesker.

Og måske er det netop dér, den danske model stadig har sin største styrke. Vi har historisk været gode til at forstå, at hver ting har sin tid. Når situationen kræver det, må vi løbe stærkere. I hverdagen skal vi først og fremmest arbejde klogere.

Det er selve forudsætningen for langsigtet succes.

P.S. Jeg stod i øvrigt op meget tidligt for at skrive denne kommentar, men så holder jeg nok også fri lidt tidligere. Hver ting til sin tid. 

Læs også: Har hjemmearbejde skabt mere støj end styrke?