Værdikrigere contra købmænd
Jeg bliver både skeptisk og træt, når ledelsesdebatten reduceres til et spørgsmål om at arbejde mere.
Jeg ser et betydeligt potentiale for at arbejde klogere i mange organisationer. Møder, rapportering, koordinering og interne godkendelser stjæler enorme mængder tid fra kerneopgaven. Dertil kommer voksende dokumentationskrav og regulering fra blandt andet EU, paradoksalt nok flere af dem for at skabe et mere fair og gennemsigtigt arbejdsmarked som direktiverne om løngennemsigtighed og timeregistrering.
Når præstationen falder, er det let at bede medarbejderne løbe hurtigere. Den langt mere krævende ledelsesopgave er at forenkle organisationen og fjerne det, der står i vejen for at skabe værdi.
Omvendt synes jeg også, at de senere års ledelsesdebat i perioder har været så optaget af velbefindende, stressforebyggelse og balance, at ambition næsten er blevet et suspekt begreb. Her er der også grund til et realitetstjek.
Mennesker ønsker at være en del af noget, der lykkes. De vil skabe resultater, udvikle sig og præstere. Høje forventninger kan være stærkt motiverende, når de følges af mening, ansvar og mulighed for at lykkes.
Måske er det netop her, vi kan hente inspiration i Novo Nordisks egen historie.
I Hanne Sindbæks bog De renfærdige – fortællingen om Novo Nordisk skriver hun om spændingen mellem de kulturelle værdier og den kommercielle forretning, som Mads Øvlisen vist nok oprindeligt beskrev som spændingen mellem "værdikrigerne" og "forretningsfolkene".
Værdikrigerne repræsenterer formålet, kulturen og de værdier, der rækker ud over bundlinjen. Forretningsfolkene repræsenterer forretningen, konkurrencen og nødvendigheden af at skabe resultater.
Novo Nordisk globale succes voksede ud af evnen til at holde de to kræfter i balance. Den legacy tror jeg Doustdar er fuldt ud klar over og har respekt for.
Hver ting har sin tid
Det er den balance, jeg savner i den aktuelle debat, og for mig er det interessante spørgsmål derfor, hvornår virksomheder med rimelighed kan kræve ekstraordinære indsatser.
Kriser, recessioner eller afgørende strategiske skift kan kræve, at mennesker yder mere end normalt. Her skal vi som ledere turde stille høje krav, og medarbejdere skal være parate til at løbe stærkere. Til gengæld kræver høj præstation over tid også restitution. En organisation kan kun leve i undtagelsestilstand i perioder.
Måske består den egentlige ledelsesopgave derfor i at vide, hvornår man skal være forretningsdrevet, og hvornår man skal være værdikriger. Hvornår tempoet skal op, og hvornår kulturen og energien skal beskyttes.
I sidste ende tror jeg, at den virksomhed vinder, som bedst formår at kombinere ambition med ordentlighed, resultater med tillid og høje krav med respekt for mennesker.
Og måske er det netop dér, den danske model stadig har sin største styrke. Vi har historisk været gode til at forstå, at hver ting har sin tid. Når situationen kræver det, må vi løbe stærkere. I hverdagen skal vi først og fremmest arbejde klogere.
Det er selve forudsætningen for langsigtet succes.
P.S. Jeg stod i øvrigt op meget tidligt for at skrive denne kommentar, men så holder jeg nok også fri lidt tidligere. Hver ting til sin tid.
Læs også: Har hjemmearbejde skabt mere støj end styrke?