Man skal prioritere fælles formål over enkeltpersoners præferencer. Det er et af Mette Aagaards i alt seks principper i styreformen medledelse, som hun beskriver indgående i sin nye bog Medledelse – Når teamet er chef. Mød forfatteren. Læs boguddrag.
CfL, oktober 2023
Mange har efterhånden erkendt, at der er behov for at nytænke den måde, vi leder og samarbejder på. Men hvad sker der, hvis vi piller hierarkiet ud af vores organisationer? Hvordan styrer vi retning, ressourcer og resultater? Hvordan undgår vi, at uformelle hierarkier tager over, at det hele drukner i koordinering og møder?
Svaret er medledelse, en organisations-, ledelses- og samarbejdsform, som er på hastig fremmarch både herhjemme og i udlandet.
En af dem, der har arbejdet indgående med medledelse, er Mette Aaagard, der er bogaktuelt med Medledelse - Når teamet er chef udgivet på Djøf Forlag.
Mette Aagaard har over 20 års erfaring med HR- og organisationsudvikling i bl.a. Slagelse Kommune, hvor hun som udviklingschef selv var med til at introducere medledelse, stærkt inspireret af sociokratiet.
Grundprincippet i den medledende organisation er, at de arbejdsfællesskaber, der er samlet om at løse de enkelte opgaver, får magten til at træffe beslutninger uden chefens indblanding.
For at styreformen kan fungere har Mette Aagaard formuleret seks grundlæggende pejlemærker eller principper, som former tænkningen. De lyder:
- At fordele magt balanceret, så ingen føler sig magtfuldkomne og ingen føler afmagt.
- At prioritere fælles formål over enkeltpersoners præferencer.
- At sikre individets deltagelse, medbestemmelse og oplevede kompetence.
- At styrke arbejdsfællesskaber og deres duelighed.
- At fremme psykologisk tryghed.
- At sikre udvikling gennem handling