”Vi risikerer at miste følingen med, hvorfor vi er her som mennesker”

Kunstig intelligens tvinger os til at genoverveje vores forhold til teknologi - og genoverveje hvad vi selv skal kunne som mennesker. Det handler om dømmekraft, og den skal trænes. Få et filosofisk blik på teknologi i dette interview med Pia Lauritzen, filosof, forfatter og foredragsholder.

Af Pia Fuglsang Bach, communitychef i CfL, september 2029 

Hvordan vil kunstig intelligens påvirke menneskehedens fremtid?

Det kommer an på, hvem man spørger, men på den store klinge vil svaret afspejle to konkurrerende verdenssyn: Teknologibegejstring over for teknologidystopi.

De begejstrede vil hylde fortællingen om kunstig intelligens som en ny kraftfuld teknologi, der kan kurere alverdens sygdomme, øge produktiviteten og gøre vores liv lettere. Som ved tidligere teknologiske gennembrud, vil AI skabe vækst og nye arbejdspladser.

I den dystopiske fortælling vi svaret lyde, at teknologien denne gang er farlig. AI vil gøre millioner af mennesker overflødige, udløse massearbejdsløshed og fattigdom og i sidste ende udvikle sig til en kraft, vi mister kontrollen over.

Men hvordan lyder svaret, hvis vi lægger en filosofisk linse ned over spørgsmålet?

At vi har stillet det forkerte spørgsmål.

Provokeret til at tænke anderledes

For filosof Pia Lauritzen begynder diskussionen et helt andet sted. Det mest interessante ved AI er hverken dens løfter eller dens trusler. Det er, at kunstig intelligens tvinger os til at genoverveje vores forhold til teknologi - og i sidste ende, hvad det vil sige at være menneske.

“Det bedste ved teknologien har faktisk ikke noget med teknologien at gøre. Det er de spørgsmål og den kollektive opmærksomhed, som teknologien har skabt. Den har skubbet gang i debatten og selvrefleksionen om, hvem det egentlig er, vi er som mennesker, og hvad vi skal og ikke skal bruge teknologi til.”

”Den har provokeret os til at tænke og tale anderledes,” siger filosoffen, der er internationalt kendt og anerkendt for sin forskning i, hvordan spørgsmål kan guide os i en verden, der er ved at drukne os i hurtige svar.

Pia Lauritzen er en markant stemme i debatten om teknologi og ledelse – både som filosof, forfatter og foredragsholder - og CfL har talt med hende forud for konferencen ”Organisationer i bevægelse 2026”, hvor hun er keynote.

De teknologiske løfter

Lige nu er Pia Lauritzen aktuel med bogen ”Når livet bliver kunstigt”, og allerede i indledningen pointerer hun, at den handler om vores forhold til teknologi og ikke specifikt om AI.

I bogen skelner hun mellem tre generationer af teknologi – den præmoderne, den moderne og den digitale - og de kommer alle med et løfte, som hun formulerer det.

Forenklet sagt hjælper de to første teknologier os med et lettere liv, mens den digitale teknologi, der trækker tråde tilbage til den britiske matematiker Alan Turing, skiller sig ud.

Alan Turing var allerede i 1950’erne optaget af, hvordan man kunne skabe maskiner, der efterlignede menneskelig intelligens, og i Pia Lauritzens fortolkning ligger der her en forestilling om at accelerere noget, som den menneskelige evolution har brugt millioner af år på. Mennesket er nemlig fuldt af begrænsninger.

“Vi er begrænset af vores krop, af tid og rum og af vores sanser. Vi bliver tørstige, vi bliver trætte, vi bliver gamle, vi bliver gråhårede. Vi dør på et tidspunkt. Der er nogle helt basale, naturlige forhold, som betinger og begrænser os.”

Artiklen fortsætter under citatet. 

Fra begrænsninger til udødelighed

I mødet med den digitale teknologi oplever vi at kunne overskride vores naturlige begrænsninger, og det er her Pia Lauritzen ser et skift i forhold til tidligere teknologiers løfte.

”Den digitale teknologi får os til at tænke, at vi måske ikke behøver at være begrænset i tid. Måske kan vi være flere steder på én gang. Måske kan vi uploade vores bevidsthed til en computer, så folk kan møde os, når vi er døde. Måske kan vi faktisk overskride de helt fundamentale naturlige betingelser, der er forbundet med at være menneske,” siger hun og tilføjer:

“I stedet for at sige: Jeg vil gerne kunne gøre det her hurtigere, siger vi: Jeg vil gerne helt kunne lade være med at gøre det her. Det her arbejde må maskinen kunne gøre for mig.”

Det handler om mere end arbejdet. Forestillinger om at forlænge livet, frigøre os fra kroppen eller kunne være til stede digitalt efter døden peger ifølge filosoffen i samme retning: væk fra de betingelser, som menneskelivet er underlagt.

Ansvaret for rigtigt og forkert

Problemet er, at vi begynder at tro, at der findes nemme løsninger på det, der grundlæggende er svært ved at være menneske.

“Vi risikerer at miste følingen med os selv og med, hvorfor vi er her som mennesker. Vi bliver forført af løftet om, at ting kan gøres hurtigere, nemmere og bedre, og at vi helt kan slippe for alt det, der er svært i livet. At der findes nemme løsninger på forhold, der ikke er nemme løsninger på. Og de store markedskræfter og techgiganterne har en klar interesse i, at vi bliver forført af det.”

Pia Lauritzens bekymring er, at fascinationen af teknologiens muligheder kan få os til at miste følingen med vores eget ansvar.

“Vi er hverken guder eller dyr eller teknologiske dimser. Vi er levende mennesker, der kan tænke og skal tage ansvar for det, vi mener er rigtigt og forkert. Det har vi det med at glemme, når vi tror, at løsningen altid er teknologi, eller at det hurtige svar altid er det rigtige.” 

Artiklen fortsætter under boksen.

Mere frihed, større afmagt

”Når livet bliver kunstigt” er bygget op som en filosofisk dialog mellem en nysgerrig ung mand og en vis ældre kvinde kalder hhv. Fremtid og Visdom.

Et af de mange spørgsmål i bogen lyder i retning af: Hvad er det jeg med den digitale teknologi kan slippe for at gøre?

Det leder frem til et paradoks, der er centralt i Pia Lauritzens tænkning. Hun forklarer:

“Det kan godt være, at jeg aldrig har kunnet sætte to sætninger sammen, men nu kan jeg udgive en bog ved hjælp af kunstig intelligens. Det kan godt være, at jeg aldrig har kunnet finde ud af at regne, men nu kan jeg konkurrere med en matematikprofessor, fordi jeg har kunstig intelligens.”

Det giver mere frihed, mere tid og flere muligheder, men det er kun den ene side af mønten.

“Vi lever også i en tid, hvor vi føler os mere og mere afmægtige. Hvor vi bliver dårligere og dårligere til at navigere i usikkerhed og det, som maskinen ikke kan fixe for os. Vi får svært ved at høre os selv tænke, at respektere vores egne grænser, at passe på os selv og vores relationer til andre mennesker, og så bliver vi stressede og sygemeldt.”

“Paradokset består i, at vi tror på, at teknologien kan hjælpe os ud over os selv, samtidig med at vi mærker på egen krop, at der er ting, teknologien ikke kan hjælpe os med. Men vi ved ikke rigtig, hvor vi skal gå hen med det, fordi vi samtidig har aflært os en masse af det, der handler om bare at trække vejret og bruge og lytte til vores krop.”

Lederen skal give plads til bøvlet

Pia Lauritzens overordnede ærinde med bogen er at minde os om, at livet bliver rigere, når vi er sammen med andre mennesker end med maskiner. 

Her kan ledelse gøre en stor forskel.  

“Lederen spiller en kæmpestor rolle. Jeg mener både ledere i virksomheder og organisationer, men også undervisere og forældre. Alle os, som andre mennesker forventer svar fra eller forventer retning fra. Alle os der forventes at tage ansvar,” siger Pia Lauritzen.

Det stiller også krav til lederens egen position. Frem for at optræde som den, der har styr på det hele, skal lederen ifølge filosoffen skabe et rum, hvor det er legitimt at dele det bøvl, der følger med at være menneske. Og hvor hverken leder eller medarbejder behøver at have alle svarene.

“Vi har brug for at kigge hinanden i øjnene og minde hinanden om, at vi måske ikke har alle svarene. Men sammen har vi et ansvar for at tage det næste skridt. Det gør vi, selv om vi ikke har alle svarene, fordi det giver os den erfaring og tillid til os selv og hinanden, vi skal bruge.”

Artiklen fortsætter under boksen.

Husk at træne dømmekraften

CfLs afsluttende spørgsmål til Pia Lauritzen lyder: Hvad er så dit største håb i forhold til den nye teknologi?

Svaret fører tilbage til begyndelsen. 

”Mit store håb er, at vi efter rigtig mange års teknologisk forblændelse - kulminerende med sociale medier - faktisk har fået et wake up-call. At vi stopper op og igen kommer i kontakt med, hvad det er, der giver os en særlig rolle her i verden som mennesker.”

Ifølge filosoffen handler rollen om at kunne vurdere, skelne og tage ansvar. Vi skal ikke konkurrere med maskinen om at være hurtigst eller vide mest.

”Maskinen kan give svar. Men den kan ikke tage ansvar. Og for at tage ansvar skal vi have en god dømmekraft. Vi skal være i stand til at skelne mellem, hvad der er rigtigt og forkert. Hvad der er godt og skidt. Hvornår det giver mening at bruge kunstig intelligens, og hvornår vi skal fjerne kunstig intelligens fuldstændig, fordi der er noget andet, der er vigtigt - nærværet, samværet og samarbejdet om at løse de problemer, som ingen af os kan løse alene.”

Netop derfor skal dømmekraften trænes.

”Dømmekraften bliver kun vigtigere i takt med, at teknologien bliver bedre. Nogle spørgsmål er tekniske og kan besvares med viden og data. Andre er etiske eller eksistentielle og kræver, at vi selv kan vurdere, hvad der er rigtigt, godt og meningsfuldt. Der er masser af ting her i livet, som kræver intuition og sans for at læse mellem linjerne.”

Og det er måske her, Pia Lauritzens største håb for AI ligger: At teknologien skærper vores blik for, hvad vi selv skal kunne. Hvornår vi skal bruge maskinen. Hvornår vi skal lade være. Og hvornår svaret kræver menneskelig dømmekraft.