Tankerne går måske også på, om lederen selv er kompetent til at tage sig af situationen. På den måde bliver medarbejderen bekræftet i sin rystende oplevelse af, at ’den er helt gal med mig’.
”Stresshormonerne gør individet klar til kamp eller flugt. Det er et levn fra urtiden og beregnet til at håndtere det fysiske spørgsmål om liv og død. Men dét er jo, uanset arbejdspres, slet ikke i spil på nutidens arbejdspladser. Det er samtidig diffust, hvem der eventuelt skal bekæmpes, hvorfor en dramatisk trang til at komme væk stimuleres,” siger Troels Gottlieb.
Hvis lederen i dette tilfælde udelukkende bruger sine empatiske evner som rettesnor for, hvad der skal gøres, giver resultatet næsten sig selv.
”Så vil lederen mærke, hvor stor en lettelse det vil være at sige: ’Sygemeld dig. Skynd dig hjem og læg dig alt den tid, du har brug for’. Men det er jo lidt irrationelt. For det første er det trods alt bare er et arbejde. For det andet har medarbejderen jo tidligere været i stand til at håndtere kravene. Og for det tredje vil vedkommende efter en eventuel sygemelding skulle håndtere arbejdet igen,” forklarer Troels Gottlieb.
Han mener, at konsekvenserne kan blive alvorlige for både medarbejder, leder og organisation, når idealet om den empatiske leder fører til, at medarbejderen møder et ekko af sine følelser:
”Stressen og følelserne er ægte – og møgubehagelige. Men oplevelsen af at verden falder sammen om ørerne på dig, og at du aldrig bliver dig selv igen, har ikke meget med virkeligheden at gøre. Dét skal lederen hjælpe medarbejderen med at holde fast i. Og det gøres altså bedst, uden at lederen også har tårer i øjnene. Det gælder kort og godt om at fokusere mere på, hvad der kan gøres, end på hvordan medarbejderen har det. For svaret på det sidste er altid ’elendigt’. Og det er det ingen hjælp at træde for meget rundt i det,” mener Troels Gottlieb.
Lederen skal være løsningsorienteret
Han anbefaler derfor, at lederen bruger sit mandat til at træffe beslutninger om arbejdsfordeling og sætter konkrete initiativer i gang i det øjeblik, han eller hun konstaterer, at medarbejderen er stresset eller er godt på vej til at blive det.
”Min pointe er, at det sjældent er den bedste løsning for den stressramte at blive sygemeldt. Hvis medarbejderen er skræmt af mængden af arbejdsopgaver eller er kørt ’helt i kulkælderen’ på grund af jobbet, får han eller hun sjældent minimeret den frygt ved at blive fritaget fra det hele. Tværtimod,” siger Troels Gottlieb og uddyber:
”Du hjælper jo ikke medarbejderen, hvis du bestyrker ham eller hende i, at den enkelte ikke kan håndtere situationen. Der er heller intet opbyggeligt i at blive bekræftet i oplevelsen af, at der er sket noget forfærdeligt.”
”Så bliver resultatet nemlig, at medarbejderen går derhjemme og enten skummer over at være blevet svigtet, eller skammer sig over at være blevet offer for noget, de fleste af kollegaer i øvrigt godt kan klare. Den sygemeldte har alt rigeligt tid til at grue for, hvad kollegerne mon tænker. Det skaber i sidste ende kun forøget frygt for den dag, hvor vedkommende skal tilbage på arbejdspladsen.”
Ifølge Troels Gottlieb vil det i mange tilfælde derfor være det rigtige at fastholde medarbejderen i jobbet, men med en reduceret arbejdsmængde og med den rette støtte.
”Som leder er det din vigtigste opgave hurtigt at få konkretiseret, hvilke arbejdsopgaver der skal tages fra medarbejderen, og hvilke han eller hun kan fortsætte med.”
Læs også: Nej. Stress er ikke en sygdom
Fasthold medarbejderen selvom det er hårdt
Troels Gottlieb foreslår, at lederen som det første skaber en ny struktur for medarbejderen, for netop evnerne til at kunne overskue, planlægge og prioritere er nogle af de kompetencer, en person hurtigt mister, når stressen banker på.
”De arbejdsopgaver, der er tilbage, kan godt være rigtig, rigtig hårde for medarbejderen at komme igennem. Og den enkelte kan være virkelig træt bagefter. Men du skal gøre alt for at fastholde vedkommende – også selvom det måske virker lidt uempatisk. Det er altså bedre at være træt end skamfuld over slet ikke at bidrage.”
Ifølge Troels Gottlieb er det faktisk omsorgsfuldt ikke at fritage en stressramt helt fra jobbet.
”Det er jo den eneste måde, hvorpå den stressramte finder ud af, at jobbet - i første omgang i tilpas afmålte doser - i virkeligheden ikke er så farligt, og at vedkommende slet ikke er svag, men blot stresset.”
Medarbejderens empati kan fordufte
Når du som leder står overfor en stressramt medarbejder, skal du også være opmærksom på, at personens reaktionsmønster kan være anderledes, end det plejer at være. Det er fx ikke unormalt, at den stressedes empatiske evner er sat ud af funktion.
”Det betyder som regel, at medarbejderen ikke har den store empati for dig som leder,” siger Troels Gottlieb.