Følelser kommer og går, så husk kerneopgaven

"Det her er altså en arbejdsplads, så se at komme i sving". Den indstilling til ledelse holder heldigvis ikke, men vi har stadig ret og pligt til at behandle følelser i et sagligt og fagligt rum og samtidig huske kerneopgaven. 

Af Thomas Hanssen, CEO i CfL. Debatindlægget har været bragt i Finans 3. april 2026

Hvordan har du det med følelser på arbejdspladsen? Når jeg stiller spørgsmålet til ledere, der har over 10 år på bagen i rollen, lyder svaret entydigt, at følelser fylder mere og mere. Debatten om at tage det hele menneske med på arbejdspladsen har vundet indpas, og det er for det meste en god ting, men kan det blive for meget af det gode?

Lad mig illustrere det med et par klassiske eksempler:

Der er åbenlyse dilemmaer og følelser på spil i det første eksempel, mens det andet burde være til at gå til. Det er det så ikke altid – i hvert fald ikke, hvis følelser har taget magten.

Universelle følelser findes ikke

At følelser er kommet ud af skabet i de senere år, er blevet genstand for ny forskning anført af Lene Tanggaard, professor i Pædagogisk Psykologi på Aalborg Universitet. Hendes seneste bog har titlen ”Når følelser tager magten”, og den var da også omdrejningspunktet, da hun for nyligt talte på CfLs konference om magt i ledelse.

Hun havde flere stærke pointer, herunder:

Med Lene Tanggaards ord handler ledelse om at kunne håndtere følelser – egne og andres – uden at blive opslugt af dem og uden at reducere dem til noget, der skal fixes.

Opgaven har førsteprioritet

Det kræver naturligvis dømmekraft, og med alle de dilemmaer, vi står i som ledere, med alle vores bias og blindgyder, er det sin sag at dømme rigtigt.

Min egen rettesnor er altid at fokusere på kerneopgaven. Som ledere har vi ret og pligt til at levere på det, vores virksomheder nu engang er sat i verden for. For at det kan lykkes, skal vi som altid balancere mellem tre hensyn: Opgaven, fællesskabet og individet.

Jeg skrevet om det før -  f.eks. i  debatindlægget om retten til hjemmearbejde, men i al sin enkelthed - måske ligefrem kedsommelighed - har opgaven førsteprioritet.

Lad mig understrege, at det ligger langt fra forestillingen om, at når vi er på en arbejdsplads, er det bare med at komme i sving. Følelser er dybt integreret i organisationers liv – de driver engagement, kreative konflikter, samarbejde og beslutninger.

Hvis vi vælger at afskrive eller ignorere følelser, fraskriver vi os ansvaret for nogle af de stærkeste kræfter i en organisation, og det går ikke.

Nej tak til terapirum

Det går til gengæld heller ikke, hvis arbejdspladsen udvikler sig til et terapirum. Her siger jeg stop, og uden sammenligning i øvrigt, har min stopklods rødder hos den tyske sociolog Max Weber (1864–1920).

I “Økonomi og samfund” (1922) beskriver han, hvordan det moderne arbejde bygger på saglighed, upersonlighed og rolleadskillelse. Professionel dømmekraft kræver, at beslutninger ikke træffes på baggrund af vrede, sympati eller personlige præferencer.

Roller er en forudsætning for at arbejdet fungerer, og hvis følelser ikke blot anerkendes, men bliver et ideal, begynder grænserne at skride.

Man kan altså sætte spørgsmålstegn ved, om følelser automatisk skaber bedre arbejdspladser. Ja, hvis det skaber en oplevelse af at man kan være sig selv og føle sig tryg på arbejdspladser, men nej, hvis det giver mere grænseløshed og mindre klarhed. At følelser tager magten. Og så er det, at jeg tyr til kerneopgaven. 

Læs også: Stop debatten om generationskløfter