Den brændende platform er kort fortalt en meget benyttet metafor i forandringsledelse, som tydeliggør alvoren af behovet for forandring i virksomheden og derved engagere medarbejderne i forandringsprocessen.
Metaforen stammer oprindeligt fra en tragiske hændelse på en olieplatform i Nordsøen, hvor en brand brød ud. Medarbejderne på platformen kan se, at flammerne spreder sig hurtigt, og de kan vælge enten at blive på platformen og vente på, at redningsindsatsen ankommer, eller de kan springe i vandet og undslippe ilden men med mulig druknedød til følge. Da redningshelikopteren ankom, var de, der blev på platformen, omkommet, mens de, der hoppede i vandet, stadig var i live og blev reddet hjem.
Pointen er naturligvis, at hvis du pludselig finder din virksomhed i en kritisk tilstand af den ene eller den anden årsag, så kan man vælge at handle eller forholde sig passivt. I forandringsledelse er det aldrig fordelagtigt, hvis medarbejderne forholder sig passive, og du kan derfor ved at sætte ild til din platform få dine medarbejdere til at handle og tage aktivt del i forandringsprocessen.
Læs mere om forandringsledelse her.
Når du sætter ild til den platform, der er din virksomhed, skal det tydeliggøre overfor dine medarbejdere, at virksomhedens nuværende situation er uholdbar, og at forandring er nødvendigt. Det kræver stort mod af dig som leder, da det er de færreste, der bliver særligt populære hos deres medarbejdere, når de påpeger en ukomfortabel sandhed, som kræver en stor indsats for at imødekomme.
Når du bygger din brændende platform, skal du tydeliggøre overfor medarbejderne og de øvrige interessenter at I som virksomhed har to muligheder:
- At forholde jer passive. Denne mulighed vil få fatale konsekvenser for virksomheden. Det vil ikke forbedre noget at håbe på, at problemerne løser sig selv, selvom det ville være meget nemmere.
- At tage affære. Det kræver en stor indsats med stor risiko, men det er ikke desto mindre nødvendigt for virksomhedens overlevelse. Det er vigtigt at understrege, at resultatet af den omfattende indsats vil blive lige så omfattende forbedringer.
I en forandringsproces kan man hurtigt møde modstand fra sine medarbejdere, hvis det ikke er tydeligt for dem, hvorfor en forandring overhovedet er nødvendig. Metaforen om den brændende platform kan afhjælpe netop dette problem, da den hjælper dig til at italesætte forandringen ikke blot som en nødvendighed men også som en hastesag. Hvis ikke vi handler nu, så får det store konsekvenser, og det vil gå ud over alle i hele virksomheden.
Når vi bruger den brændende platform som en metafor, betyder det naturligvis ikke, at du skal fortælle dine medarbejdere, at jeres virksomhed bogstaveligt talt brænder. Du skal så at sige bygge din egen brændende platform, hvilket du kan gøre med hjælpe fra 4 enkle trin.
1. Klarlæg virksomhedens problem
Hvad er det egentlige problem i jeres virksomhed? Hvad er der ild i? Jeres problem skal være livstruende og kræve, at I handler med det samme, så det gør indtryk hos dine medarbejdere.
2. Italesæt konsekvenserne af passivitet
For mændene på olieplatformen blev konsekvensen af manglende handling det værst tænkelige. Naturligvis er der ikke nogen i jeres virksomhed, der dør, hvis I ikke skrider til handling. Men konsekvensen kan potentielt være fyringer, budgetnedskæringer eller måske bliver jeres virksomhed truet på dens eksistensgrundlag. Uanset hvad der er tale om, er det vigtigt at italesætte konsekvenserne for at tydeliggøre, hvorfor det ikke er en mulighed at gøre ingenting.
3. Hav et løsningsforslag klar
Sæt ikke ild til din platform, hvis du ikke har et forslag til, hvordan I slukker eller undslipper den. Det er derfor vigtigt, at du som leder har forholdt dig til, hvordan du foreslår, at I løser virksomhedens problemer. Når du præsenterer din idé for dine medarbejdere, bør du italesætte de eventuelle risici og udfordringer, som din plan indebærer. Dette skal dog gøres i sammenhæng med, at du ligeledes tydeliggør, hvorfor gevinsten er risikoen værd.
4. Tegn et billede af fremtiden efter forandringen
Det er vigtigt at præsentere din vision for virksomheden, når du taler med dine medarbejdere om den forestående forandringsproces. Hvilke fordele kan I høste? Her er det også vigtigt at forholde sig til, hvem det er du taler til. De positive fremtidsudsigter, der er vigtige for dig, er ikke nødvendigvis lige så vigtige for dine medarbejdere. Tegn den fremtid, som dine medarbejdere drømmer om, og motiver dem til at arbejde hen imod den vision.