Alle taler om psykologisk tryghed, og det er da også den mest afgørende faktor for velfungerende og effektive teams. Men hvad er det mere præcist, og hvordan arbejder vi med det?
Af Marie Louise Halvgaard Møller, erhvervspsykolog og rådgiver i CfL, august 2022
Hvad er det, der går galt, når kloge og dygtige mennesker bliver sat sammen, og resultatet alligevel bliver en fiasko?
Vi har set det ske i flere politiske sammenhænge, senest i forbindelse med minksagen, hvor ingen tilsyneladende rigtigt forstår, hvordan beslutningen om at slå alle mink ihjel blev truffet, før der var lovhjemmel til det.
Det samme gælder i erhvervslivet. Et eksempel er Volkswagen-skandalen, hvor verdens største bilproducent snød på miljø-vægtskålen og sendte virksomheden på katastrofekurs.
Der er naturligvis mange faktorer, der spiller ind, men ifølge pioneren inden for psykologisk tryghed, Harvard-professor Amy C. Edmondson, er der ét tema, der går igen.
Modsat hvad mange måske tænker, handler det ikke om de enkelte mennesker, der er involveret, eller om sammensætningen af gruppen, men om kulturen. Det handler mere præcist om den psykologiske tryghed eller mangel på samme.
Når der er mangel på psykologisk tryghed, bliver der skabt en kultur, hvor folk ikke tør sige deres mening højt, stille kritiske eller undrende spørgsmål eller indrømme eventuelle fejl.
Hvad er psykologisk tryghed?
Edmondson definerer psykologisk tryghed som ”en persons opfattelse af konsekvenserne af at tage interpersonelle risici i en bestemt sammenhæng”.
De interpersonelle risici er det, vi vurderer prisen er, for at sige vores mening, komme med ideer og input. Der er altså tale om en konstant afvejning af konsekvenser, når vi indgår i grupper.
Når vi vurderer, at der er for mange interpersonelle risici forbundet med en handling, udviser vi ofte selvbeskyttende adfærd. Det vil sige, at vi stopper med at sige vores mening, udviser enighed når vi er uenige og holder kritiske tanker for os selv.
Interpersonelle risici er altså afvejede konsekvenser af at agere i den sociale verden. Det kan være alt fra, at nogen ikke kan lide en, at man bliver udstødt af gruppen eller direkte kritiseret i offentlighed.
Vi vurderer konstant de interpersonelle risici i det sociale rum, og du kender sikkert selv til følelsen af at holde igen, hvis du har en anden holdning end majoriteten i en gruppe.
Det er tanker som ”de andre vil tænke mindre godt om mig, hvis jeg siger X” eller ”alle de andre kender nok svaret, så jeg spørg ikke”, der kan gøre, at vi både bevidst og ubevidst beslutter os for at holde tilbage.
Artiklen fortsætter under boksen.