Kurset var rigtigt spændende for mig, fordi jeg synes det er vigtigt at få en tæt kobling til forretningen som HR, og det manglede jeg nogle værktøjer til.
Kurset er praktisk og virkelighedsnært. Jeg er blevet mere bevidst om min arbejdsgang og min rolle som forretningspartner samt har fået koblet teori og værktøjer på, som jeg kan bruge i mit arbejde.

Helle Hvass, HR-forretningspartner, HMN Naturgas I/S

Kommer ned i den konkrete basale hverdag
Nogle gange, når man er på kursus, tager man derfra uden at være blevet meget klogere og uden at få noget med, som man kan gå hjem og bruge i sin organisation. På HR Business Partneren arbejder man med konkrete værktøjer og bruger eksempler fra vores hverdag. Der var noget at forholde sig til som deltager. Allerede fra første dag gik jeg derfra og tænkte, det her kan jeg bruge til noget.

Jeg fik sat teori på mit arbejde, samtidig med at vi arbejdede med nogle brugbare modeller. For eksempel arbejdede vi med en strategisk gearing model, som var rigtig god og brugbar for mig. Vi fik også gode værktøjer til at arbejde med ROI, kompetencemapping, organisationsanalyse og andre relevante emner.

Man vurderer sin egen organisation
På kurset har man en opgave mellem første og andet modul. En organisationsanalyse, hvor man skal vurdere organisationen ud fra HRs enemærker.

Jeg lavede analysen sammen med de ledere og chefer, jeg er forretningspartner for. Det var rigtigt spændende, fordi det gav et indblik i den enkelte leder og chefs syn på organisationen, og hvad der fungerer og ikke fungerer.

Jeg har kun været i HMN i et halvt år og har månedsmøder med ledere og chefer for at lære dem at kende. På forløbet blev jeg bekræftet i, at jeg skal holde fast i de her møder. Det er der, jeg lærer organisationen at kende og får skabt en tættere kobling mellem forretningen og HR.

Sidder med i strategimøderne
Da vi snakkede strategi på forløbet, gik det op for mig, at jeg ikke kun skal kende den overordnede strategi, jeg bliver nødt til at være med i det strategiske arbejde i mine forretningsområder, for at jeg ved, hvad jeg skal byde ind med, og hvordan jeg understøtter dem bedst muligt. Det talte jeg med cheferne om, og i dag er jeg med på ledermøder og strategimøder i mine forretningsområder.

På HR Business Partneren fik jeg noget med hjem, som jeg kan bruge med det samme i stedet for bare at bruge fem dage på at lytte. Det giver mig værdi, og jeg bilder mig ind, at det også giver organisationen værdi.

Alle, som arbejder med HR, kan få noget med fra HR Business Partneren. På vores hold var vi bredt repræsenteret i forhold til HR-rollen og erfaring, men der er noget til alle niveauer, især fordi forløbet bliver undervist så virkelighedsnært, at man kan gå hjem og bruge læringen med det samme i sin organisation.