Det er aldrig behageligt at skulle fyre en medarbejder, men ledere kan sikre sig, at medarbejderne oplever psykologisk tryghed i situationen. Det kræver dog god forberedelse, en ordentlig forklaring og opfølgning - også hos kollegerne.
Af Elisabeth Hamerik Schwarz, freelancejournalist. Juni 2023.
Måske du også har prøvet det? At sidde på den ene side af bordet og se en anden person i øjnene, mens du enten fyrede vedkommende eller selv blev fyret. Måske du genkender følelsen af ubehag, også selvom det var dig, der skulle sige de svære ord. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, bliver en fyring aldrig behagelig, om det er en selv, det går ud over, eller man er den, der ”fører kniven.”
Selvom vi ville ønske det, må vi nemlig indse, at den gode fyring ikke findes, siger Anja Neiiendam, direktør i Center for Ledelse (CfL). Men hvis man er ordentlig og velovervejet, kan man undgå, at den bliver til en dårlig.
”Du kan have nok så gode argumenter og hensigter, men uanset hvor umage du gør dig, så er en fyring bare ikke en rar situation – for det går jo ud over et andet menneske. Men på længere sigt kan det blive en god fyring, fordi det kan vise sig at være det skub, som medarbejderen havde brug for. Det vigtigste du kan gøre i situationen, er derfor at være ordentlig og fair, for så kan du sikre, at der er psykologisk tryghed i rummet i en situation, der ellers er meget utryg.”
En ordentlig forklaring
Du kan nemlig ikke vide, hvordan det menneske, som du sidder overfor, vil reagere. En vil måske bryde sammen, en anden vil blive rasende og en tredje vil måske være i et stadie af chok. Hvad skal de sige til ægtefællen? Vennerne? Kollegerne? Her er det dit ansvar at sikre, at personen kommer ordentligt igennem samtalen, får de informationer, vedkommende har brug for og bliver sendt så godt afsted, som det er muligt.
”Jeg har selv prøvet at skulle fyre medarbejdere, og det er dybt ubehageligt. Men det handler ikke om dig, og derfor nytter det ikke noget, hvis du har en lang snak med medarbejderen og siger ting som, at det også er hårdt for dig. Det er ikke hårdt for dig, det er hårdt for din medarbejder,” siger Anja Neiiendam og fortsætter:
”Det, som medarbejderen har brug for, er en forklaring – og den skal du give. Hvad enten det er en enkelt medarbejder eller en stor fyringsrunde, er der en grund til, at netop denne person er blevet valgt. Folk har brug for at vide hvorfor, så de kan komme videre.”
Forberedelse og reaktion
Og her kommer forberedelsen ind. Du skal forberede dig på, hvad du vil sige, men også hvordan du reagerer, hvis medarbejderen begynder at græde, farer op eller måske har et væld af spørgsmål. For selvom du ikke kan svare på alt, vil du altid kunne sige noget, og selvom du selv bliver berørt, og oplevelsen endda kan være voldsom, er det ikke dig, der er den ramte:
”Konfliktskyhed er noget af det værste – vi skylder som ledere at fortælle folk, hvorfor de netop blev valgt. Samtidig skal vi også være ordentlige. Hvis man giver en medarbejder eller mellemleder en halv time til at rydde bordet, uden at vedkommende har gjort noget, vil det for vedkommende føles som en bortvisning, og det vil give grobund for rygter mellem kollegerne,” siger Anja Neiiendam og tilføjer:
”Der er nemlig to perspektiver i at sikre den psykologiske tryghed i en fyring. Der er den enkelte, som bliver fyret, og dem, der bliver tilbage. Hvad enten det er en større fyringsrunde eller en fyring, hvor en enkelt medarbejder fyres pludseligt, vil der være folk tilbage, som undrer sig og bliver utrygge. Derfor skal man altid huske som leder, at der er to runder, og du som leder har ansvaret for at give de tilbageværende en ordentlig forklaring også.”
Læs også: Derfor skal du arbejde med psykologisk tryghed
Det betyder også, at der er en periode bagefter, hvor det kan være oplagt lige at tjekke op på den fyrede – også for kollegernes skyld.
”Men skriv en mail – lad være med at ringe, hvis personen nu ikke har lyst til at tale med dig. Du skal ikke undskylde, men blot spørge, hvordan han eller hun har det og eventuelt byde på en kop kaffe. Det handler om medmenneskelighed og at sende god karma videre, fordi der sidder kolleger tilbage, som kærer sig om vedkommende – og måske vedkommende også var en, som du holdt af,” siger Anja Neiiendam:
”En mail giver vedkommende en mulighed for ikke at svare tilbage – og det er jo også et svar. Omvendt bliver vedkommende måske glad for at vide, at han eller hun ikke er glemt.”
Artiklen fortsætter under boksen.