Topledere skal ud af dødvandet

Ifølge en undersøgelse fra Deloitte mangler de unge tillid til virksomhederne og ser dem som alt for profitfokuserede. Chefrådgiver Jesper Bubandt Toft fra CfL har konkrete råd til, hvordan ledelsen skal gøre virksomheden attraktiv som arbejdsplads.

Drop kontrollen af medarbejderne og formulér, hvorfor jeres organisation er sat i verden udover, at den skal tjene penge – og lev så efter det formål i stedet for at snyde på vægten, som alt for mange virksomheder bliver taget i. Det er de konkrete råd fra Jesper Bubandt Toft, chefkonsulent i CfL, der har 900 medlemsvirksomheder fra et bredt udsnit af den private og offentlige sektor. 

Han reagerer på en undersøgelse foretaget af Deloitte, som blev offentliggjort i Politiken 16. maj. 10.000 personer mellem 24 og 34 år har deltaget i den internationale rundspørge om deres syn på arbejdsmarkedet. Det er syvende gang, undersøgelsen er blevet foretaget, og den viser et styrtdyk i de unges tillid til virksomhederne, der har alt for stort fokus på profit, og for lidt på, hvilken gavn de vil gøre i verden, lyder konklusionen. 63 procent mener, at virksomhederne udelukkende fokuserer på at tjene penge. Det er en klar tendens, som kræver en indsats fra toplederne, forklarer Jesper Bubandt Toft.

”De enkelte medarbejdere vil have noget, der giver mening. Et formål, de kan identificere sig med og som giver følelsen af at gøre en forskel. Der er rigtig mange organisationer, hvor de interne processer skygger for at udfolde det formål.”

Kontrollen tager overhånd

Han anerkender, at en virksomhed skal levere resultater økonomisk, men han opfordrer til mindre fokus på profitmaksimering og kontrol.

”Kampen har altid været der – mellem på den ene side dem, der leverer den faglige kvalitet til kunderne og på den anden side økonomerne. Men man kan ikke have en forretning kun med økonomer, for det giver ingen værdi til kunderne. I den forbindelse er toplederens vigtigste opgave at formulere et formål og få det til at leve i organisationen. Det sidste er det sværeste. For man kan godt få marketing til at formulere et formål, men det er ikke sikkert, at det er nok. Mange steder har man svært ved at få det til at fungere, fordi trangen til at kontrollere har taget overhånd,” siger Jesper Bubandt Toft med henvisning til en tendens efter finanskrisen, hvor en stor opmærksomhed på effektivitet og overskudsgrad, har haft en uheldig sideeffekt.

”Det har simpelthen lukket mange virksomheder om sig selv. Man er nødt til at åbne op og lade medarbejdere få frihed til at tage beslutninger, ellers får man inkompetente medarbejdere. En ny medarbejder bliver f.eks. ansat ud fra en jobbeskrivelse om, at man skal have ”drive” og være innovativ, men så viser det sig, at man bare skal gøre som chefen siger og så lige udfylde tidsregistrering og Excelark med data og nå sine KPI'er, som der i øvrigt er 80 af. Hvis man bliver dynget til med kontrolmekanismer på den måde, vil mange løbe skrigende væk.” 

Gør som I siger

Sidst men ikke mindst gælder det om at efterleve, det man siger, med mindre virksomheden vil sætte troværdigheden på spil.

”Mange virksomheder bliver grebet i at gøre noget andet, end det de siger. Det har kostet VW mindst 30 mia. dollars ikke at leve op til lovgivningen omkring udledningen fra deres dieselmotorer, og senest har vi set, at Facebook heller ikke er til at stole på,” siger Jesper Bubandt Toft og fremhæver nogle gode eksempler på et klart formål for en organisation.

”Lego har været gode til det. Deres purpose er leg og læring. Og store dele af den offenlige sektor har et meget stærkt purpose. Hvis man vækker en soldat midt om natten, kan han godt svare på, hvorfor han er soldat. Det samme gælder for hospitalsansatte.”

Ud af dødvandet

CfL arbejder på et forløb, hvor topledere fra hele Europa skal mødes under temaet Organizing Purpose for at blive bedre til at organisere deres virksomheder ud fra et overordnet formål. Det skal få dem ud af det dødvande, som Jesper Bubandt Toft oplever, at mange af dem befinder sig i.

”De kan se, at deres virksomheder skal ind i fremtiden ved at organisere sig på nye måder, have en
bedre fortælling og et klart formål. Samtidig står de måske selv og tænker 'hvad er egentlig mit personlige purpose?' Derfor har vi bygget et selvstændigt program, der bliver en slags
dannelsesrejse fordelt på ni dage i tre forskellige lande, hvor vi vil se på, hvordan man kan organisere sig på en anden måde.”

 

Yderligere information:
Chefrådgiver Jesper Bubandt Toft, CfL: 51 54 41 69.

www.organizingpurpose.org